Fagforeninger og region i klammeri over arbejdsret
En række fagforeninger er dybt utilfredse med den måde, de mener, de ansatte i Region Sjælland behandles på ved fyring.
En række fagforeninger er dybt utilfredse med den måde, de mener de ansatte i Region Sjælland behandles på ved fyring.
En række fagforeninger er dybt utilfredse med den måde, de mener de ansatte i Region Sjælland behandles på ved fyring. Modelfoto, Scanpix


Dansk Sygeplejeråd, FOA og HK Sjælland er stærkt utilfredse med egnens største arbejdsgiver, Region Sjælland.

Regionen tabte sidste år en sag i Arbejdsretten, men de faglige organisationer mener ikke, at regionen retter sig efter dommen. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Det handler om, at Region Sjælland fortsat kræver, at ansatte ved fyringsrunder selv skal opsige deres job for at kunne få et andet job i regionen - typisk til lavere løn.

- At kræve af medarbejderne, at de selv siger deres stilling op på et tidspunkt, hvor de er under stort pres og går en usikker fremtid i møde, er helt utilstedeligt, siger Michael Rosenberg, formand for HK Sjælland.

Professor i forvaltningsret Karsten Revsbech understøtter fagforeningernes kritik. I et notat fra januar 2015 kalder han regionens praksis i kølvandet på Arbejdsrettens afgørelse for magtfordrejning.

Men Region Sjælland melder hus forbi.

- Det er vi ikke enige i. Vi tvinger ikke medarbejderne til at indgå en aftale om at opsige deres stilling. Vi giver medarbejderne et tilbud om at fastholde deres arbejde i anden stilling i stedet for at blive ledige, siger Marianne Evers, HR-direktør i Region Sjælland.

Søren Gorm Fussing, der er chef for Jura og Forhandling i Region Sjælland, pointerer, at regionen har fået råd efter Arbejdsrettens dom af advokatfirmaet Bech Bruun.

- Vi mener, at vores praksis om at bede folk opsige deres stilling, før de kan omplaceres til en ny, er omfattet af aftalefrihed, siger Søren Gorm Fussing.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.