Fagforening vil undersøge effekter af SU-ændringer
Dansk Magisterforening har nedsat et panel af forskere, der skal se på effekterne af ændringer i SU'en.
Et ekspertpanel skal undersøge effekterne af en eventuel SU-reform for fagforeningen Dansk Magisterforening.
Et ekspertpanel skal undersøge effekterne af en eventuel SU-reform for fagforeningen Dansk Magisterforening. Foto: Colourbox/Free


Hvis ændringer af SU'en bliver et emne for politikerne på Christiansborg, har fagforeningen Dansk Magisterforening tænkt sig at blande sig i debatten.

Den har derfor nedsat et forskerpanel, der skal bidrage til en eventuel debat om SU'en i det kommende efterår.

Panelet bliver bedt om at undersøge, hvilke forskellige effekter det vil have, hvis politikerne omlægger SU'en til et lån i stedet for en ydelse.

I det arbejde vil panelet kigge på betydningen for optag, uddannelsesvalg, social mobilitet, gennemførsel af studier og frafald. Resultaterne vil blive præsenteret 28. september på Christiansborg.

- Der er brug for en dybere forståelse af SU'ens betydning for unges uddannelsesvalg og forudsætninger for at gennemføre, så der ikke træffes politiske beslutninger, der giver bagslag, siger Camilla Gregersen, der er formand for Dansk Magisterforening.

- Det er vigtigt, at debatten om SU foregår på et oplyst og fagligt grundlag. Og hvor konsekvenserne for både de studerende og samfundet medregnes.

Panelets resultater vil dog ikke få fagforeningen selv til at ændre holdning. Den vil være modstander af en ændring af SU'en, uanset hvad der præsenteres 28. september, oplyser Camilla Gregersen.

Et af panelets medlemmer er Jacob Rathlev, der er ph.d. ved Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Han mener, at det er vigtigt, at en eventuel SU-reform sikrer, at der skabes de rette incitamenter.

- Debatten om en mulig SU-reform er til tider præget af argumenter, som ikke altid hviler på solide undersøgelser og velbegrundede antagelser, siger han.

Panelet består derudover af to professorer fra Aalborg Universitet, en professor fra analyseinstituttet Kora samt en lektor fra Dansk Institut for Pædagogik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.