Fagforening undrer sig: Ungdomsskole oplærer unge til job i BonBon-Land
Næstved Ungdomsskole udbyder kursus i, hvordan man arbejder i BonBon-Land. Det undrer fagforening.
På Næstved Ungdomsskole kan man blive undervist i, hvordan man arbejder i BonBon-Land.
På Næstved Ungdomsskole kan man blive undervist i, hvordan man arbejder i BonBon-Land. Foto: Scanpix


På Næstved Ungdomsskole kan man fra dette skoleår komme på kursus i, hvordan man arbejder i BonBon-Land. Det oplyser TV Øst.

BonBon-Land beskæftiger omkring 400 medarbejdere under 18 år. Fra nu af kan en del af de nyansatte unge mennesker tage et kursus på Næstved Ungdomsskole, hvor de kan lære, hvordan man arbejder i forlystelsesparken.

- Vi synes det er relevant, at vi faktisk får dem ud i isboden og i pølsevognen og stå og arbejde, så det er simpelthen derfor. Næstved Ungdomsskole laver rigtig mange koblinger til den virkelige verden, og det er en stor del af vores virke i rigtig mange andre sammenhænge, så hvorfor ikke de lokale virksomheder, siger Pernille Bülow Jespersen, der er afdelingsleder på Næstved Ungdomsskole, til TV Øst.

Hos BonBon-Land vækker det nye initiativ begejstring.

- De her unge mennesker har måske kun prøvet at gå med aviser eller har tømt opvaskemaskinen derhjemme. Her kan vi forberede med lidt mere til jobbet, siger Lars Faldmann, der er ansvarlig for 180 unge under 18 i BonBon-Land.

Men hos 3F er der ikke meget jubel at spore over det nye kommunale initiativ.

- Det virker meget mystisk, at en kommunal ungdomsskole ser det som sin opgave at opkvalificere en privat virksomheds medarbejdere, siger Anders Ellegaard, som er Næstformand hos 3F Sydsjælland.

Kurset varer tre dage, og en af dagene kommer de unge på oplæring i BonBon-Land. De to andre dage lærer de, hvordan man håndterer kunder og hvordan man samarbejder med kolleger.

- Det har vi valgt ikke at gøre, fordi vi ikke synes, at det er nødvendigt, at vi betaler løn for det. Vi synes, at det er fint, at man også skal gøre nogle ting frivilligt, før man starter på et job, siger Lars Faldmann fra BonBon-Land.

15-årige Caroline Kaus Larsen, der er ansat i BonBon-Land, synes godt om ordningen:

- Det er smart at starte ud med, at man ved, hvad man skal, så man ikke bare står og er helt lost i de første par dage. Det er jo meget bedre at være forberedt og have styr på tingene, siger Caroline Kaus Larsen, der er ansat i BonBon-Land.

Ungdomsskolen vil i fremtiden se på, om man også kan lave et samarbejde med Dansk Supermarked for at målrette unge til at arbejde hos for eksempel Netto og Bilka.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.