En gruppe ambulancereddere har erklæret sig så utilfredse med deres fagforeninger, 3F og FOA, at de har valgt at melde sig ud og starte deres egen fagforening.
Fagforeningen, som har fået navnet Reddernes Fagforening, slår i dag dørene op for tilmeldinger, samtidig med at formand Rune Elton Rasmussen annoncerer, at man har valgt at samarbejde med Det Faglige Hus, en gul fagforening.
Grundlaget for at skabe sin egen fagforening skal ifølge Rune Elton Rasmussen findes i, at redderne ikke mener, at de to fagforeninger, som redderne før har været under, 3F og FOA, har formået at skabe en stabil arbejdssituation efter fire forskellige arbejdsgivere i løbet af de sidste 12 år .
- Hver gang der er en ny udbyder som vinder, ændrer man løn og ansættelsesvilkår, og vi vil bare gerne have, at man fremover bliver ansat som redder. Hvilken arbejdsgiver man har burde være er ligegyldigt, man skal være sikker på sin løn og sine arbejdsvilkår, siger Rune Elton Rasmussen til Avisen.dk.
Hvorfor har I valgt at samarbejde med en gul fagforening?
- Vi kiggede på, om man skulle starte helt op fra bunden med fagkonsulenter og jurister, eller vi kunne gøre noget smartere, og så har vi valgt Det Faglige Hus. Vi har undersøgt alle muligheder, som kunne lade sig gøre og har valgt en samarbejdspartner, der kunne give det bedste samarbejde, fortæller Rune Elton Rasmussen.
Ikke i reddernes egen interesse
Hos FOA er man altid forstående overfor lønmodtagere, som får forringet deres arbejds- og lønvilkår, men sektorformand Reiner Burgwald mener ikke, at forlade Foa og 3F til fordel for et samarbejde med en gul fagforening er i reddernes bedste interesse.
- Vi har fuld forståelse for de problemer, som opstår på en arbejdsplads, der er underlagt forskellige markedsvilkår, som det er tilfældet nu. Det tager vi behørigt hensyn til, når vi forhandler overenskomst med Danske regioner og KL. Vi vil altid lægge os i selen for at aftale så gode vilkår som overhovedet muligt, fortæller Reiner Burgwald til Avisen.dk og fortsætter:
- Vi synes ikke, at det er en farbarvej. Det giver ikke nogen mening for ambulanceredderne. Det må handle om at yde indflydelse i de foreninger, som har overenskomsterne, som er FOA og 3F. Det handler om, at vi i fællesskab sørger for at få forhandlet så gode vilkår hjem som mulig, og at vi undgår at blive bragt i en situation, hvor vi konkurrerer på ansættelsesforhold mellem den offentlige og den private sektor, siger han.
Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra 3F og Det Faglige Hus.