
Del på Facebook
- Vi har brug for i LO at kigge indad og finde ud af, hvor vi tabte medlemmerne. Vi har selvransagelse til gode. Det er ikke vores stolteste stund. Men jeg peger ikke fingre af nogen.
Det siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) og medlem af LO's daglige ledelse efter de kuldsejlede trepartsforhandlinger.
Forhandlingerne mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere blev droppet, inden de overhovedet kom i gang, da Dansk Metal meldte ud, at de ikke vil acceptere at afgive ferie- og helligdage.
En række af LO's forbund er stærk kritiske over for hele forløbet. De føler, at organisationens daglige ledelse, hvor ti forbund sidder, blev kørt ud på et sidespor.
Den kritik deler Flemming Vinther dog ikke.
- Jeg har følt mig velorienteret hele vejen igennem. Jeg respekterer, at Harald (Børsting, red) nogen gange har brug for at tjekke, om 3F er med, før han tjekker, om HKKF er med. Størrelse betyder trods alt noget, men jeg føler mig ikke holdt udenfor, siger han.
Kritikken kommer fra bl.a. Teknisk Landsforbund, Dansk El-forbund, Jørgen Juul Rasmussen og FOA.
I en kronik i Politiken retter FOA-formand Dennis Kristensen en sønderlemmende kritik af såvel regering, arbejdsgivere og fagbevægelsen i forbindelse med treparts-fiaskoen.
Han anklager LO-toppen for "voldtægt af LO's vedtægter og oprettelse af hemmelige parallelle beslutningsprocesser." FOA-formanden sigter til, at LO-boss Harald Børsting holdt selvstændige møder med LO's tre toneangivende forbund, med HK, 3F og Metal.
Flemming Vinther mener som udgangspunkt, at når LO drøfter noget, så er det hele daglig ledelse, der drøfter noget. Han kalder det "superærgerligt," at trepartsaftalen blev aflyst.
- Men jeg synes, at dialogen i LO's daglige ledelse langt hen ad vejen har været præget af åbenhed og tillid. Så er der noget omkring processen, som jeg kunne have ønsket anderledes, men den tager vi internt, siger Flemming Vinther.
Han håber, at mange af de emner, der skulle være taget op ved trepartsforhandlingerne bl.a. en reform af den offentlige sektor, stadig kan blive til noget.
- Det offentlige er endnu mere udfordret af, at trepartsforhandlingerne ikke blev til noget. Nu skal vi ikke bare levere mere for mindre, nu skal vi åbenbart levere meget mere for meget mindre. Så nu er der mere end nogensinde før brug for en tillidsreform i det offentlige, siger Flemming Vinther.
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.