Fagforening: Advarsler til embedsmænd ikke ok
Dansk Magisterforening mener, at advarslerne til to embedsmænd bag Eritrea-rapport skal trækkes tilbage.
De to erfarne embedsmænd er ikke tidligere blevet kritiseret fagligt. Derfor er advarslerne ikke ok, siger fagforening.
De to erfarne embedsmænd er ikke tidligere blevet kritiseret fagligt. Derfor er advarslerne ikke ok, siger fagforening. Foto: /free


Dansk Magisterforening vil kæmpe med næb og kløer imod de skriftlige advarsler, som to embedsmænd i Udlændingestyrelsen har fået i forbindelse med den stærkt omdiskuterede rapport om forholdene i Eritrea.

- Vi mener, at de advarsler er ude af proportioner, siger forhandlingsdirektør i Dansk Magisterforening, Lotte Spanggaard.

- Der er tale om to erfarne medarbejdere, der aldrig tidligere er blevet klandret for noget som helst fagligt før i deres lange karriere, og derfor mener vi, at det burde have været håndteret anderledes, siger hun.

Embedsmændene har tilsammen arbejdet i mange år med såkaldte fact finding- missioner, hvor man undersøger forholdene i et givet land, men noget gik tilsyneladende galt i forbindelse med rapporten om Eritrea.

Tidligere justitsminister Karen Hækkerup (S) proklamerede offentligt, at hun ville "sætte ind" over for den eksplosive stigning i antallet af asylansøgere fra Eritrea. Det skete i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen besluttede at lave Eritrea-rapporten.

Den nåede frem til, at der ikke i sig selv kunne gives asyl for at undslippe militærtjeneste i Eritrea, og at forholdene i det lukkede land er blevet bedre de seneste år.

Embedsmændene kalder i dag rapporten fra Udlændingestyrelsen for noget "makværk".

- Jeg kan ikke bekræfte, at der skulle ligge et politisk pres bag advarslerne. De er givet i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten, hvor der har været et meget forceret forløb, siger Lotte Spanggaard.

Spørgsmål: Hvad mener du med forceret?

- Vores medlemmer har påpeget nogle ting i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten. Det har påvirket samarbejdsmiljøet, og det har været meget voldsomt for dem, fordi der er sket ting, der er gået medlemmerne meget nært.

- Nu må vi se, om vi kan komme i dialog med Justitsministeriet, og forhåbentlig bliver advarslerne trukket tilbage, siger Lotte Spanggaard fra Dansk Magisterforening.

Lene Vejrum, vicedirektør i Udlændingestyrelsen med ansvar for HR, har oplyst, at advarslerne til de to embedsmænd ikke er givet som følge af uoverensstemmelser om selve indholdet i rapporten.

- Der er givet en skriftlig advarsel, som skyldes manglende vilje til at lade sig undergive sædvanlig ledelse, siger vicedirektøren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.