Fagbossers krav til DF: Hold jeres løfter om social dumping
3F og FOA forventer, at Dansk Folkeparti vil fighte for indsatsen mod social dumping under de kommende finanslovsforhandlinger.
- Jeg forventer, at Dansk Folkeparti spiller med de muskler, som vælgerne har udstyret partiet med, siger FOA-formand Dennis Kristensen, der her ses under en tale på partiets landsmøde sidste år. FOA og 3F vil have Dansk Folkeparti til at gøre indsatsen mod social dumping permanent.
- Jeg forventer, at Dansk Folkeparti spiller med de muskler, som vælgerne har udstyret partiet med, siger FOA-formand Dennis Kristensen, der her ses under en tale på partiets landsmøde sidste år. FOA og 3F vil have Dansk Folkeparti til at gøre indsatsen mod social dumping permanent. Foto: Tony Brøchner/Arkiv/Scanpix


Formændene for to af landets største fagforeninger har store forventninger til Dansk Folkeparti forud for efterårets forhandlinger om ny finanslov.

Dennis Kristensen fra FOA og Per Christensen fra 3F forlanger, at partiet bruger sine 37 mandater til at gøre indsatsen mod social dumping til en permanent post på finansloven.

- Jeg forventer, at Dansk Folkeparti spiller med de muskler, som vælgerne har udstyret partiet med. Indsatsen mod social dumping skal være permanent i en langvarig periode, så Folketinget ikke skal finde midlerne fra år til år, siger FOA-formand Dennis Kristensen.

- Det er vigtigt, at indsatsen mod social dumping bliver permanent. Derfor er det positivt, at Dansk Folkeparti har gjort social dumping til en mærkesag. Jeg forventer en betydeligt strammere kurs end den, Venstre ville udstikke, hvis partiet ikke var afhængigt af Dansk Folkeparti, siger 3F-formand Per Christensen.

"Mere snak end handling"

Under valgkampen lovede Dansk Folkeparti, at partiet vil bide sig fast i bordkanten, når der skal forhandles om, hvor mange millioner der skal bruges på at forhindre, at løn og andre arbejdsvilkår dumpes på det danske arbejdsmarked.

- Hvis Dansk Folkeparti bliver støtteparti for en anden regering, er det klart, at det bliver muligt at stille nogle meget kontante krav. Og der har vi altså udvalgt os social dumping som en af de ting, som vi SKAL stå fast på, sagde Peter Skaarup til Avisen.dk i starten af juni.

Dengang kritiserede DF Enhedslisten, der også har social dumping som mærkesag, for at være en slapsvans, når der blev lagt arm med den tidligere SR-regering.

Det var dog Enhedslisten og ikke Dansk Folkeparti, der sammen med SR-regeringen og SF lagde stemmer til den seneste aftale om social dumping. De fire partier afsatte 50 millioner på den gældende finanslov til at bekæmpe social dumping på blandt andet store infrastruktur-projekter og transportområdet.

- Jeg har før bebrejdet Kristian Thulesen Dahl (formand for Dansk Folkeparti, red.), at der har været mere snak end handling. Men han vil vel ikke være leder for et parti, der siger et under valgkampen, og som gør noget andet efter valget, spørger 3F-formand Per Christensen.

"Hele samfundet bliver fattigere"

På 3F's ønskeliste til finansloven står blandt andet større bøder og strengere straffe til firmaer, der bevidst snyder deres ansatte og de danske myndigheder.

- Dansk Folkeparti er kendt for at kræve strengere straffe. Jeg forventer, at partiet også mener, at det er vejen frem, når det kommer til social dumping. Ellers hænger argumentationen jo ikke sammen, siger Per Christensen fra 3F.

FOA ønsker, at kommuner fremover lever op til en ILO-konvention om løn, når de samarbejder med private firmaer. ILO er Den Internationale Arbejdsorganisation under FN.

- I dag er det sådan, at staten skal leve op til konventionen, der siger, at lønnen i en kontrakt mellem en offentlig myndighed og et privat firma ikke må være lavere end den løn, der udbetales for lignende arbejde. Det er noget pjat, at landets kommuner ikke skal leve op til samme konvention. Det må Dansk Folkeparti forpligte kommunerne til, siger Dennis Kristensen fra FOA.

DF: Vi vil opruste

Gruppeformand Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti lover, at løfterne fra valgkampen ikke var valgflæsk.

- Det bliver værre og værre, selvom indsatsen er styrket på det seneste. Der er flere ting, der skrider. Der er bestemt brug for, at der skrues endnu mere op for indsatsen, siger han.

Vil Dansk Folkeparti gå benhårdt efter, at indsatsen mod social dumping bliver en permanent post på finansloven?

- Det kan man ikke udelukke. Vi vil opruste på det her område, siger han.

Dansk Folkeparti synes, at både 3F's forslag om strengere straffe og FOA's forslag om at forpligte landets kommuner lyder "fornuftige".

Hvordan vil Dansk Folkeparti få Venstres hånd i bordet, når der skal lægges arm på det her område?

- Det har vi god erfaring med. I praksis foregår det jo altid sådan, at Venstre kommer med et udspil, og så kommer vi med et oplæg til ændringer. Vi må se, hvor langt vi kan nå.

Forhandlingerne om næste års finanslov forventes at gå i gang om en måneds tid.

Fagbossernes ønskeliste

3F

  1. At indsatsen mod social dumping bliver en permanent post på finansloven.
  2. At kommuner og regioner forpligtes til en mere effektiv indsats mod social dumping og kontrol.
  3. At firmaer, der snyder bevidst, risikerer større bøder og strengere straffe.
  4. At antallet af fupfirmaer, der zapper fra det ene cvr-nummer til det andet, mindskes. Og at antallet af kreative ansættelser i form af falske selvstændige og besynderlige vikarer mindskes.

FOA

  1. At indsatsen mod social dumping bliver en permanent post på finansloven.
  2. At kommuner og regioner - som staten - forpligtes til at leve op til konvention om ordentlige løn- og arbejdsvilkår, når de samarbejder med private firmaer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.