Trepart
Fagbosser er skuffede over Løkke-plan
Fagbevægelsen ærgrer sig over statsministeren. Han satser alt for lidt på at give voksne bedre og mere uddannelse, lyder det fra 3F og LO. Vi risikerer at forspilde en historisk chance, lyder kritikken.
Skovarbejdere og andre med korte uddannelser skal have langt bedre mulighed for at uddanne sig videre. Det mener 3F, som på den baggrund er meget skuffet over regeringens plan for vigtige forhandlinger. 
Skovarbejdere og andre med korte uddannelser skal have langt bedre mulighed for at uddanne sig videre. Det mener 3F, som på den baggrund er meget skuffet over regeringens plan for vigtige forhandlinger.  Arkivfoto: David Høgsholt/Scanpix.


Ærgelse og skuffelse. Sådan er stemningen fredag eftermiddag i LO-fagbevægelsen. Flere af fagbevægelsens folk oplever nemlig at have fået en kold skulder fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). 

I LO-fagbevægelsen havde man håbet på, at regeringen ville lægge sig i selen for, at det bliver lettere og mere tillokkende for voksne at tage kurser og videreuddanne sig.

Men sådan bliver det ikke. Det står fredag, hvor en ny runde treparts-forhandlinger begyndte.

Alt, hvad Løkke tilbyder fagbevægelsen i forhold til voksen-uddannelse, er et arbejde med at lave en analyse på området. Og flere penge til området kan fagbevægelsen godt glemme alt om, ifølge arbejdsplanen (kommissoriet) for forhandlingerne. 

Formanden for fagforbundet 3F, Per Christensen, er skuffet over regeringens arbejdsplan for treparts-forhandlingerne. 

- Det er ikke godt nok, hvis vi kun vil lave analyser og være en diskussionsklub, når det gælder videre- og efteruddannelse. Trepart handler om at finde løsninger, og det skal vi på det her område, siger Per Christensen til Avisen.dk.

Spild af historisk chance

Blandt 3F's medlemmer er hovedparten ufaglærte eller har en kort uddannelse. Alle fremskrivninger viser, at der bliver færre og færre job til folk med ingen eller kort uddannelse. På den baggrund siger Per Christensen:

- Hvis ikke vi får flyttet noget her i forhold til uddannelse af voksne, forspilder vi en historisk chance. Alle råber om, at hele vores fremtid handler om at have kompetencerne i orden. Så må vi også sørge for, at det sker.  

Formanden for LO, Lizette Risgaard, er også skuffet over planen for treparts-drøftelserne. 

- Fagbevægelsen vil meget gerne hjælpe regeringen til at hæve sit ambitionsniveau på voksen-, efter- og videreuddannelsesområdet. Vi vil noget mere end bare at bestille nye analyser, siger Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.

Per Christensen fra 3F vil nu kæmpe for at overbevise regeringen og arbejdsgiverne om, at der ingen vej er udenom mere voksenuddannelse. 

- Regeringen taler meget om at undgå mangel på kvalificeret arbejdskraft, og det skal man diskutere i treparts-forhandlingerne. Den diskussion kan man i mine øjne ikke tage uden også at tale om videre- og efteruddannelse af voksne, siger Per Christensen. 

Læs Avisen.dks dækning af treparts-forhandlingerne her

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.