Fagboss spår overenskomst med Ryanair inden for fem år
Ryanair indgår en overenskomst med fagbevægelsen inden for fem år. Selskabet kan ikke i længden holde til at føre krig på mange fronter, forudser fagforeningsmand.
Inden for fem år får stewardesserne på Ryanairs fly en overenskomst, så de får bedre vilkår. Det spår næstformand i fagforening. 
Inden for fem år får stewardesserne på Ryanairs fly en overenskomst, så de får bedre vilkår. Det spår næstformand i fagforening.  Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Scanpix.


Efter lang, indædt kamp mod fagbevægelsen kaster Ryanair håndklædet i ringen og tegner en overenskomst. Det vil ske inden for fem år og være til stor gavn for personalet i Ryanairs fly.

Den spådom kommer fra Anders Mark Jensen, som er næstformand for fagforeningen Flyvebranchens Personale Union. Den har stewardesser, stewarder og piloter som medlemmer.

- Jeg tror, at inden for fem år ender det med, at Ryanair tegner en overenskomst i Europa. Der er ikke nogen vej udenom, siger Anders Mark Jensen, som er næstformand for Flyve Branchens Personaleunion. Foto: Joan Dall.

- Jeg tror, at inden for fem år ender det med, at Ryanair tegner en overenskomst i Europa. Der er ikke nogen vej udenom, siger Anders Mark Jensen til Avisen.dk.

Det vil være et historisk gennembrud for fagbevægelsen, hvis Ryanair tegner en overenskomst. I årtier har flyselskabet konsekvent afvist at lave aftaler med den etablerede fagbevægelse.

For personalet hos Ryanair vil en overenskomst være en stor fordel, mener Anders Mark Jensen. Han tøver ikke med at kalde de nuværende vilkår for en del af kabinepersonalet for "horrible." Ifølge ham får nogle en løn på under 10.000 kroner om måneden, og der er ingen løn under sygdom.

Avisen.dk vil gerne have Ryanairs kommentar til Anders Mark Jensens forudsigelse. Men flyselskabet har ikke ønsket at svare på spørgsmål.

Ansatte siger stop

Anders Mark Jensen har en række argumenter for, hvorfor Ryanair indgår en aftale med fagbevægelsen. Han nævner blandt andet:

  • - Ryanair har problemer med retssager mange steder i Europa. På et eller andet tidspunkt må selskabet gøre op med sig selv, om det kan betale sig.
  • - Ryanair er presset fra ansattes organisationer fra hele Europa.
  • - De sociale medier udfordrer Ryanair gigantisk. De gør, at medarbejderne har gode muligheder for at udveksle erfaringer og anonymt gå op mod Ryanair.

Ekspert: Usandsynligt

Foreløbigt er det usandsynligt, at Anders Mark Jensens drøm om en overenskomst bliver til noget.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og lektor Steen Erik Navrbjerg fra FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier) ved Københavns Universitet. Han har fulgt Ryanairs indtog i Danmark.

- Det bliver en meget svær sag. Så længe topchef Michael O'Leary er ved roret i Ryanair, anser jeg en aftale med fagbevægelsen som meget usandsynlig. O'Leary har jo klart markeret, at Ryanair er imod traditionelle fagforeninger, siger Steen E. Navrbjerg.

Kan være naivt

Anders Mark Jensen var en af nøglefigurerne under opgøret i 2015 mellem Ryanair og fagbevægelsen i Danmark. På den baggrund kan det undre, at han tror på at få en overenskomst med Ryanair.

- Det kan godt være, jeg er naiv og tager totalt fejl. Men efter i 2015 at have været gennem hele møllen med Ryanair og set dem ændre attitude undervejs, så tror jeg, at de ændrer kurs. Der er ikke nogen, som i længden kan holde til at føre krig på så mange fronter. Det er for hårdt, siger Anders Mark Jensen, og fortsætter:

- Ryanair er et selskab i forandring og i større grad, end jeg egentlig tror, at de selv er klar over.

Sig aldrig aldrig

Man kan bestemt ikke udelukke, at Ryanair ender med at gå i seng med fjenden i form af fagbevægelsen. Sådan er signalet fra 3F Kastrup, der har omkring 4.000 medlemmer i Københavns Lufthavn.

- Man skal aldrig sige aldrig. Vi har før set eksempler på, at virksomheder på trods af langt tids indædt modstand alligevel er endt med at indgå en overenskomst. Det så vi i Danmark med McDonald's og kurerfirmaet FedEx, siger formanden for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen.

Han gør dog opmærksom på, at overenskomst på europæisk plan ikke kan komme til at handle om løn. Dertil er forskellene i leveomkostninger og lønninger alt for store mellem landene i Europa.

- Det er klart, at man ikke kan lave en fælles europæisk overenskomst på løn. Det må så blive på en masse andre vilkår som arbejdstid, pauser, uddannelse, uniformer og alt muligt andet, siger Henrik Bay-Clausen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.