RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Fagboss: Sådan klarer vi årelang kamp mod Ryanair
Der kan komme til at gå år, før fagbevægelsen lovligt kan vride armen om på Ryanair. "Danskerne kan heldigvis godt se, at vi er nødt til at tage denne kamp for ikke at få et ræs mod bunden," siger LO-næstformand
Mange danskere har fået nok af social dumping, så derfor vil de bakke op om fagbevægelsens kamp mod Ryanair, selv om den trækker ud i årevis. Det håber LO-næstformand Lizette Risgaard, som under demonstration torsdag fik opbakning fra den tidligere formand for SiD (Nu 3F), 80-årige Hardy Hansen.
Mange danskere har fået nok af social dumping, så derfor vil de bakke op om fagbevægelsens kamp mod Ryanair, selv om den trækker ud i årevis. Det håber LO-næstformand Lizette Risgaard, som under demonstration torsdag fik opbakning fra den tidligere formand for SiD (Nu 3F), 80-årige Hardy Hansen. Foto: Iver Houmark Andersen.


I påsken og de næste måneder sender Ryanair tusindvis af passagerer afsted fra København. Imens kan fagbevægelsen kigge på og råbe op. Men standse discount-selskabets fremfærd kan fagbevægelsen ikke. Udsigten til en meget lang retssag afskrækker dog ikke fagforeningerne.

En dommer i Arbejdsretten bestemte torsdag, at retten skal bruge mere tid på indledende øvelser i sagen mellem LO-fagbevægelsen og Ryanair. Sagen drejer sig om, hvorvidt fagbevægelsen lovligt kan køre en konflikt mod Ryanair og dermed lukke ned for lavprisselskabets flyvninger fra Københavns Lufthavn.

Den 12. maj vil dommeren i Arbejdsretten måske komme med en melding på, hvornår der falder en dom. Men det kan også være, at sagen trækker ud i årevis, fordi den skal forbi EU-Domstolen.

Tålmodighed på prøve

Ender sagen i en langvarig tvist mellem jurister, kan det blive svært for fagbevægelsen at bevare flertallet af danskeres sympati og opbakning.

Med tiden kan mange danskere få smag for Ryanairs discount-priser og glemme, at forholdene for stewardesser og piloter også er discount - set med manges øjne.

Næstformand i LO-fagbevægelsen, Lizette Risgaard, lader sig på ingen måde slå ud af, at Ryanair kan få held med at trække konflikten med fagbevægelsen i langdrag.

- Jeg er helt sikker på, at vi kan holde dampen oppe på denne konflikt. Godt nok kommer sagen mod Ryanair til at kræve tålmodighed. Men den har vi i fagbevægelsen, siger Lizette Risgaard til Avisen.dk og fortsætter:

- Jeg håber og tror på, at danskernes sympati for vores sag vil vare ved. Danskerne kan heldigvis godt se, at vi er nødt til at tage denne kamp for ikke at få et ræs mod bunden, når det gælder løn- og arbejdsvilkår.

Hun oplyser, at en undersøgelse udført for LO viser, at syv ud af ti danskere mener, at forholdene i Ryanair er social dumping.

Ryanair har vundet i 30 år

Ryanair har nu eksisteret i 30 år og har i alle andre lande været i stand til at undgå overenskomster og vinde over fagforeningerne. Hvorfor tror du, at fagbevægelsen i Danmark har en chance mod Ryanair?

- Dels er Danmark med sin model for arbejdsmarkedet en anden type land end mange af de andre lande i Europa, hvor Ryanair opererer. Dels er en meget stor del af de ansatte i lufthavnen i Kastrup med i fagbevægelsen, så vi har bedre mulighed for at sætte handling bag ordene end fagforeningerne i andre lande, siger Lizette Risgaard.

Men Ryanair har jo formået at slå fagbevægelsen ud overalt i EU, så det kan selskabet vel også gøre her?

- Ryanair er jo kendt i hele Europa for at køre hårdt på over for medarbejderne og for at skubbe andre lavprisselskaber ud af lufthavne. Selskabet har en kæmpe pengetank og er et kæmpe stort flyselskab.

- I fagbevægelsen i Danmark har vi ikke en kæmpe pengetank, men vi har det faglige fællesskab, og vi har stoltheden over den danske model.

Få danske ansatte i Ryanair

Hvorfor skal fagbevægelsen tage så lang og besværlig en kamp, når der kun er ganske få danskere, der arbejder for Ryanair?

- Den her sag er meget vigtigt for os for at vise, at når man opererer i Danmark, så bliver det på danske vilkår. Hvis vi ikke holder fast i det, så bliver det muligt for virksomheder som Ryanair at køre deres ræs mod bunden. Og det er jo ikke kun på lønnen, men også på arbejdsmiljø og -vilkår, det hurtigt kan gå ned ad bakke.

Men vi har jo længe set, hvordan løn- og arbejdsvilkår er under gevaldigt pres i andre brancher som rengøring, transport og byggeri. Så hvorfor bruge så meget krudt på denne her konflikt?

- Du har jo ret i, at inden for rengøring og byggeriet foregår der mange forfærdelige ting. Men når der har været nogle udsendelser, som viser, hvor forfærdeligt det er, så kan vi i fagbevægelsen jo mærke opbakningen i befolkningen.

- I samarbejde med politi, SKAT og Arbejdstilsynet skal vi have lukket de virksomheder ned, som gang på gang snyder på vægten og laver social dumping.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.