Fagboss angriber Carl Holst: Så er ferien forbi!
Flemming Vinther kalder det underligt, at den nye forsvarsminister Carl Holst holder mund i vigtige sager om Irak-kommission, tolkesag og F-16-fly, men godt kan få munden på gled, når han skal forsvare egne pengesager
Det er ikke i orden, at forsvarsminister Carl Holst (V) tier hen over sommeren i vigtige forsvarspolitiske sager om blandt andet F-16 fly og tolkesag, mener Flemming Vinther.
Det er ikke i orden, at forsvarsminister Carl Holst (V) tier hen over sommeren i vigtige forsvarspolitiske sager om blandt andet F-16 fly og tolkesag, mener Flemming Vinther. Foto: Claus Fisker, Scanpix.


Nu bør ferien slutte for den nye forsvarsminister Carl Holst (V). Det mener Flemming Vinther, der er formand for de 4.400 konstabler og korporaler i Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF),

- Med al ære og respekt for at en minister også skal have sommerferie og ikke behøver at blande sig i hvad som helst i agurketiden, begynder jeg altså at savne, at forsvarsministeren kommer på banen i de tunge sager på forsvarsområdet, siger Flemming Vinther.

I løbet af juli måned har der været store historier omkring Irak-kommissionen, tolkesagen samt indsatsen mod Islamisk Stat, ISIS, hvor danske F-16 fly bidrager.

Er der udstedt fatwa til åbenmundede ministre?

- Jeg ved ikke, om der har været udstedt en ’fatwa’ hen over sommeren til ministrene om, at de ville få ørerne i maskinen, hvis de udtalte sig til medierne. Og jeg kan godt forstå, at en minister ikke skal forholde sig til små blå mænd på Mars, og hvad medierne ellers kan finde på i agurketiden, men jeg synes ikke, det er i orden, at der er nogle store sager på forsvarsområdet, hvor ministeren har holdt sin mund, siger Flemming Vinther.

HKKF-formanden er helt uforstående overfor, at en forsvarsminister slipper af sted med ikke at sige et ord omkring Irak-kommission, tolkesag og de danske F-16-fly.

- Skal tolkeaftalen tages op til revision? Er den god nok? Og hvad med de danske F-16 fly? Det er store tunge sager, der berører mange mennesker, og det må ministeren da have en mening om, slår han fast.

Øver sig i at stave til militær

Set med Flemming Vinthers øjne er det ingen undskyldning, at Carl Holst kun har været udnævnt til forsvarsminister i godt fire uger.

- Jeg ved godt, at det er et nyt område, og at Carl Holst måske stadig øver sig i, hvordan man staver til militær, men han er altså minister og har været det i et stykke tid nu. Og vi har bare intet hørt fra ham. INTET. Jeg er irriteret over, at vi ikke har en minister, der lægger en kurs her, for det er vel en ministers fornemste opgave, fastslår han.

Flemming Vinther noterer også, at han hen over sommeren kun har hørt ganske få ministre, blandt andet integrationsminister Inger Støjberg og udenrigsminister Kristian Jensen udtale sig.

- Helt generelt er jeg frustreret over, at vi hele tiden skal høre på Venstres ordfører i den ene eller anden sag. Jeg er dybest set ligeglad med, hvad Venstre mener i forskellige sager, jeg vil høre hvad regeringen vil i forhold til de store tunge sager.

Overskud til facebook

Frustrationen over at forsvarsminister Carl Holst ikke vil kommentere aktuelle sager på sit ressortområde, der kan få betydning for danske soldater, har også fået Flemming Vinther til tasterne på Facebook.

Det skriver Flemming Vinther på Facebook:

Har vi faktisk fået en ny minister for forsvaret? Det er i alle tilfælde en af de mere tavse af slagsen. Nu har vi hen over sommeren foreløbig diskuteret Irakkommission, Tolkesag og nu senest indsatsen mod IS med F-16 bidrag. Det er jo ikke småsager, og det er da lidt underligt at konstatere, at ministeren er totalt fraværende i diskussionen. Jeg er lidt ligeglad med, hvad Venstres ordfører mener, med mindre han taler på vegne af regeringen, og det kan han jo ikke - vel!
Jeg ved ikke, om der er udstedt en "fatwa" mod de ministere som udtaler sig i sommervarmen, og jeg kan bestemt godt have forståelse for, at en minister ikke orker at være med i alle mulige mærkværdige sager i agurketiden. Men som sagt, vi taler om store sager i forsvarets regi, og jeg saver at hører, hvad vores nye minister mener. 
(Han kunne jo godt finde tid til at mene noget, da det handlede om "efterløn" fra hans job i regionerne).

UDVID

Her kommer han med en kras kritik af den nye minister og slutter af med at konstatere, at Carl Holst godt kan få tid til at mene noget om de mange hundrede tusinde kroner, som han kan se frem til at få i efterløn fra hans job som formand for Region Syd. Det betyder, at Carl Holst får dobbeltløn på flere millioner kroner om året som både minister og afgående regionsrådsformand.

- Når man i forvejen er lidt frustreret over, at han er så fraværende i vigtige forsvarspolitiske debatter, springer det i øjnene, at Carl Holst åbenbart har overskud nok til at mene noget om sin egen efterlønssag. Når han kan det, er han i hvert fald ikke på ferie i Timbuktu i Mali, men er til at få fat i, noterer Flemming Vinther.

Ministeren holder ferie

Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Carl Holst til kritikken, men Forsvarsministeriets pressetjeneste oplyser, at ministeren holder ferie og derfor ikke ønsker at kommentere sagen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.