RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Fagbevægelsen: Stavnsbåndet lever endnu hos Ryanair
Stewardesser og piloter hos Ryanair må stort set ingenting sige om deres arbejde. Vi skal tilbage til stavnsbåndets tid for at finde lignende forhold i Danmark, lyder kritikken fra fagbevægelsen.
Ved Rådhuspladsen i København minder Frihedsstøtten folk om, at danske mænd i mange år ikke måtte flytte fra den gård, hvor de var født. De var underlagt stavnsbåndet. Det virker som om, at ansatte i Ryanair på nogle punkter har det lige så dårligt som i tiden under stavnsbåndet, mener fagbevægelsen.
Ved Rådhuspladsen i København minder Frihedsstøtten folk om, at danske mænd i mange år ikke måtte flytte fra den gård, hvor de var født. De var underlagt stavnsbåndet. Det virker som om, at ansatte i Ryanair på nogle punkter har det lige så dårligt som i tiden under stavnsbåndet, mener fagbevægelsen. Foto: Brian Bergmann/Scanpix/arkivfoto.


Tusindvis af stewardesser og piloter hos Ryanair går dagligt rundt med en mundkurv på. De må næsten ingenting fortælle om, hvad de ser og oplever på arbejde. Det er uhørt og udansk, mener fagbevægelsen.

Næstformand for Flyvebranchens Personale Union (FPU), Anders Mark Jensen, forstår godt, at Ryanairs folk ikke må gå og dele ud af firma-hemmeligheder.

- Det er jo helt forståeligt, at man ikke må stille sig op i uniform og svine sin arbejdsgiver til, og at man er underlagt tavshed om firmahemmeligheder, siger Anders Marken Jensen og fortsætter:

- Men at man skal holde mund om sine løn- og arbejdsvilkår, når man sidder til et privat middagsselskab, det er helt uhørt. Det er udansk og nærmest en krænkelse af folks ytringsfrihed.

Lige så barske meldinger kommer fra næstformand i LO-fagbevægelsen, Lizette Risgaard. Hun peger på flere kritisable forhold i kontrakterne for personalet, der arbejder i Ryanair-fly.

- Eksempelvis er det her med at pålægge menige ansatte tavshed i al evighed efter, at de er holdt op hos Ryanair, det er jo ikke til at havde med at gøre, siger Lizette Risgaard, og fortsætter:

- Når man ser på Ryanairs kontrakter og de forhold, de byder ansatte, så er det jo tilbage til noget, fra før stavnsbåndet blev ophævet i Danmark.

Stavnsbåndet blev indført i 1733, og det bandt mænd mellem 14 og 36 år til at blive boende på det gods eller den herregård, hvor de var født. I 1848 blev stavnsbåndet helt ophævet.

Hvad skal det til for?

I fagbevægelsen undrer man sig over, hvorfor Ryanair pålægger ansatte  meget vidtgående krav om tavshed. Krav der i øvrigt også gælder de tusindvis af stewardesser og piloter, der via vikarvirksomhederne Crewlink og Brookfield arbejder for Ryanair.

- Hvorfor pålægge folk så udstrakt en grad af tavshed, hvis man ikke har noget at skjule? spørger Anders Mark Jensen fra FPU.

Han føjer til:

- Det er jo grotesk, at folk med så lav løn som i Ryanair, stort set ikke må sige noget som helst om deres arbejde. Skrappe bestemmelser om fortrolighed er jo normalt kun noget, man bruger over for nøglemedarbejdere og chefer med gode lønninger.

Lizette Risgaard fra LO-fagbevægelsen anslår lignende takter.

- Veldrevne virksomheder kan jo sagtens leve med, at ansatte bruger deres ytringsfrihed. Her går ansatte  jo ud i privatlivet med stolthed i stemmen og siger: 'Jeg arbejder altså her. Og det er jeg rigtig glad for. Vi har nogle ordentlige forhold, og får en løn, vi kan leve af.'

- Men det er Ryanair åbenbart bange for, at deres medarbejdere ikke går ud og siger.

SAS: Det kunne vi ikke finde på

Hos SAS, som er en af Ryanairs konkurrenter i Danmark, har man en anden tilgang til kommunikation end hos lavprisselskabet fra Irland.

Kommunikationschef hos SAS i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, oplyser, at alle ansatte i SAS er underlagt et regelsæt med hensyn til at udtale sig.

Reglen er kort fortalt den, at man som ansat skal orientere kommunikations-afdelingen, før man udtaler sig.

- Hvis man vil udtale sig om SAS eller på SAS’ vegne og eventuelt også er i uniform skal det forbi kommunikations-afdelingen først. Men ellers blander vi os selvfølgelig ikke i, hvad folk siger til andre, når de færdes privat, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Ryanair er berygtet for at lægge sag an mod tidligere ansatte, hvis de optræder kritisk over for selskabet i medierne. Sådan en virksomhedskultur har man ikke i SAS.

- For ikke så længe siden var der en overenskomst-stridig strejke, hvor flere tidligere SAS-medarbejdere trådte frem som talspersoner for de strejkende eller udtalte sig om SAS og deres arbejde i SAS i medierne. Det var irriterende, men vi kunne da ikke finde på at komme efter dem med retssager, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Hun mener i det hele taget, at SAS har en helt anden tilgang end Ryanair i sin omgang med offentligheden.

»Vi har en åben og ærlig form for kommunikation, for det tjener både de ansatte og virksomheden bedst, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Uddrag fra kontrakter

Avisen.dk har kopier af kontrakter mellem Ryanair og piloter i selskabet. Samt kontrakter for ansatte i virksomheden Crewllink. Det har ifølge egne oplysninger omkring 2.600 stewardesser og stewarder, der er bundet til at arbejde for Ryanair.

I kontrakterne er der enslydende formuleringer om 'Fortrolig information'. Her er nogle uddrag:

- 'Fortrolig information' inkluderer, men er ikke begrænset til, al hemmelig eller fortrolig information af enhver art, som du kunne blive bekendt med under, eller som følge af din træning og/eller ansættelse hos the Company, dets forretningsplaner, finanser, personale, kunder og fremtidige kunder, leverandører eller produkter, information som er blevet afsløret i fortrolighed til the Company af tredje part, og enhver anden information af en art, som normalt vil blive opfattet som hemmelig eller fortrolig.

...

Manglende overholdelse af ovennævnte forhold vil blive opfattet som grov embedsmisbrug, og du vil øjeblikkeligt blive bortvist og afskediget. I tillæg, vil the Company indlede retsmæssige procedurer mod dig.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.