Balloner, der stiger mod himlen, skal i dag sende et klart budskab til det irske lavprisselskab Ryanair.
- Vi sender balloner op for at sige op med løn og arbejdsvilkår. Samtidig vil vi også sende et budskab til vores europæiske kolleger om, at vi er klar til at hjælpe dem, ligesom de var klar til at hjælpe os, siger Morten Skov Christiansen, der er formand i LO Hovedstaden.
Det er Luftens Helte, der er fagbevægelsens kampagne mod ordentlige løn- og arbejdsvilkår i Ryanair, der sender de mange balloner til vejrs ved Storkespringet i København i eftermiddag.
- Det er signal om at vi står fast på god løn og arbejdsvilkår, også selvom Ryanair i dag vælger at lukke sin base i Billund. Vi står fast på kravet, og skulle de vende tilbage til Danmark igen med ønsket om at lave en base, så er vi selvfølgelig klar til at indgå i en dialog om gode løn- og arbejdsvilkår og tegne en overenskomst. Vil de ikke det, står vi klar til igen at lave en konflikt, siger Morten Skov Christiansen til Avisen.dk.
Samtidig er arrangementet, der oprindeligt var tænkt som en form for fredagsbar også arrangeret for at takke de mange frivillige, der har hjulpet til i kampen mod Ryanair.
- Vi vil gerne anerkende den indsats, som mange både ude i lufthavnen, men også helt almindelige pædagogaer, sygeplejersker og tømrere har lavet hen over sommeren og foråret. De har alle gjort en kæmpe forskel, siger Morten Skov Christiansen.
Konflikt eller ej
Arrangementet løber af stablen i dag, fordi dagen er en helt særlig skæringsdag. Enten skulle konflikten mod Ryanair sættes i gang, eller også ville sagen få et foreløbigt dansk punktum.
Og der bliver sat en form for punktum i dag. I aften lukker Ryanair nemlig sin base i Billund efter flere måneders kamp mod den danske fagbevægelse. 1. juli fik fagbevægelsen Arbejdsrettens ord for, at det var lovligt at iværksætte sympatikonflikter i forsøget på at presse Ryanair til at tegne overenskomst. Det nægter Ryanair, og selskabet har siden forsøgt at få fagbevægelsen til at trække sit konfliktvarsel tilbage. Det er ikke sket, og derfor lukker Ryanair nu sin base i Billund, men fortsætter sine flyvninger ind og ud af Danmark.
Læs Avisen.dk's dækning af Ryanair-sagen her.