Mens fagbevægelsens hovedorganisationer og fagforeninger kræver, at landets arbejdsgivere tegner overenskomster for deres medarbejdere, har fagbevægelsen selv ansatte, der ikke er dækket af overenskomster.
Det møder kritik internt i fagbevægelsen, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.
- Man svækker sin legitimitet, når man ikke tager sin egen medicin, siger Simon Tøgern, sektorformand i HK/Privat.
Formand for fagforbundet Danske Bioanalytikere Bert Asbild er enig.
- Specielt i fagbevægelsen burde man have styr på det her. Alt andet er pinligt, siger han til Finans.
Hovedorganisationerne LO, FTF og AC har medarbejdere, som ikke er dækket af overenskomster, der er underskrevet af de ansattes fagforbund.
I stedet har medarbejderne selv forhandlet og underskrevet aftalerne.
Det samme gør sig gældende i 3F, Djøf, Finansforbundet og en række andre fagforbund.
Selv om hovedorganisationen ikke sikrer alle sine medarbejdere med overenskomster underskrevet af andre fagforbund, mener organisationen, at andre arbejdsgivere bør gøre netop det.
- Som fagforbund mener vi som udgangspunkt, at enhver privat virksomhed bør inddrage de respektive fagforbund, når der forhandles overenskomster, siger Jakob Sand Kirk, chef for Organisation og Kommunikation i LO.
- Men det har vores ansatte ikke ytret ønske om, tilføjer han.
Lignende forklaringer kommer ifølge Finans fra FTF og AC.
Professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet Henning Jørgensen mener ikke, det er nogen undskyldning for ikke at have styr på overenskomsterne.
- Det er et moralsk uføre, når man som faglig organisation hævder, at overenskomstprincippet er det allervigtigste og så selv ikke lever op til det, når man bestrider rollen som arbejdsgiver, siger han til Finans.
/ritzau/