Færre passagerer fløj med SAS i juni i år
Selv om de skandinaviske markedsforhold er blevet bedre, fløj der 4,8 procent færre passagerer med SAS i juni.
Det skandinaviske luftfartsselskab fløj med færre passagerer i juni sammenlignet med for et år siden.
Det skandinaviske luftfartsselskab fløj med færre passagerer i juni sammenlignet med for et år siden. Foto: colourbox/free


Færre passagerer valgte at flyve med SAS i juni sammenlignet med samme måned sidste år.

I sommermåneden er der således 2,8 millioner passagerer, der er fløjet med SAS - svarende til et fald på 4,8 procent i forhold til for et år siden, oplyser det skandinaviske luftfartsselskab i en pressemeddelelse tirsdag.

- Markedsforholdene i Skandinavien har midlertidigt stabiliseret sig, og balancen mellem kapacitet og efterspørgsel er blevet forbedret i forhold til 2014, skriver SAS i meddelelsen.

Det bemærkes dog samtidig af luftfartsselskabet, at konkurrencen stadig er meget intensiv på visse markeder.

Hvad angår passagertrafikken målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK), har SAS også måttet konstatere et fald på 5,2 procent i juni i forhold til samme måned i 2014.

Allerede inden tirsdagens præsentation af SAS' trafiktak for juni, havde senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank spået en svag måned for selskabet.

- De seneste måneder har vist markante trafikfald.

- Men vi forventer, at SAS gør fremskridt i forhold til fintuning af den nye markedsstrategi og får nedbragt tilbagefaldene en smule i juni, hvor vi dog venter et trafikfald på fem procent, skrev Jacob Pedersen i en kommentar mandag.

Mens SAS noterer sig en fortsat intensiv konkurrence inden for luftfartsbranchen, kan koncernchef Rickard Gustafson fortælle, at selskabet har både ny- og genåbnet 44 "sæsonbetonede" ruter.

- Det er som en direkte reaktion på, at vores hyppigt rejsende værdsætter et øget udbud til mere fritidsorienterede destinationer i løbet af sommeren, siger Rickard Gustafson.

I perioden fra november til juni har SAS fløjet med omkring 17,5 millioner passagerer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.