Antallet af asylansøgere er faldet i løbet af årets første fire måneder i forhold til samme periode sidste år.
Det viser en ny opgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Det - ganske vist beskedne - fald fra 2137 sidste år til 2090 i år er en realitet, selvom der kom næsten 100 flere asylsøgere til landet i april, end tilfældet var i marts.
I april alene kom der 545 personer til Danmark, som søgte asyl mod 458 i marts.
Går man lidt længere tilbage i tiden til 2013, så havde 2533 personer søgt asyl i det års første tredjedel.
Asylområdet følges tæt på Christiansborg i kølvandet på sidste års eksplosive stigning, hvor næsten 15.000 personer søgte om tilflugt her i landet.
I seks måneder i træk fra sommeren og til december sidste kom der måned for måned mellem 1000 og 3000 til landet.
Den pludselige og eksplosive stigning fik regeringen til at stramme reglerne for familiesammenføring.
Og da man regnede med, at tilgangen i 2015 kunne nå op på hele 20.000 mennesker, så forventede man en ekstraregning på asylområdet på 4,5 milliarder kroner.
Det fik regeringen sammen med venstrefløjen i Folketinget til at finde omkring 2,5 milliarder kroner, blandt andet hentet gennem besparelser på en lang række projekter på udviklingsbistanden.
Boomet i antallet af asylansøgere fik myndighederne til at forudse, at der også i 2014 ville komme op mod 20.000 personer til Danmark. Men sådan gik det ikke.
Tilstrømningen aftog hen mod slutning af 2014, og i alt 14.815 personer endte med at søge asyl.
Det var dog stadig omkring dobbelt så mange som i 2013.
/ritzau/