Færøske homoseksuelle kan snart vies - bare ikke i kirken
Lagtinget har adopteret dansk ægteskabslovgivning med den undtagelse, at homoseksuelle ikke kan vies i kirken.
Homoseksuelles rettigheder er til stor debat på Færøerne. I fjor stillede den 23-årige Jóan Høgnesen, billedet, sig offentligt frem som transseksuel i en kampagne, som har været med til at åbne det traditionelle og kristne færøske samfund.
Homoseksuelles rettigheder er til stor debat på Færøerne. I fjor stillede den 23-årige Jóan Høgnesen, billedet, sig offentligt frem som transseksuel i en kampagne, som har været med til at åbne det traditionelle og kristne færøske samfund. Foto: Jan Dagø/Polfoto


En lang politisk nat er slut på Færøerne, hvor Lagtinget natten til onsdag med stemmerne 19 mod 14 har stemt ja til førstebehandlingen af et forslag om, at homoseksuelle kan blive borgerligt viet.

Det oplyser Georg L. Petersen, chefredaktør på den færøske avis, Dimmalæting, til Ritzau.

Forslaget er stemt igennem med den afgørende undtagelse, at homoseksuelle par ikke kan modtage en velsignelse i kirken.

- Kirken er blevet udeladt fra forslaget, fordi det ellers ikke var muligt at få de religiøse partier til at stemme for, siger Georg L. Petersen.

Lagtinget oplyser, at den sidste behandling af forslaget sker fredag, hvor det med al sandsynlighed vil blive formelt vedtaget.

Hvorvidt man skal lade to af samme køn blive borgerligt gift, har Lagtinget debatteret længe.

Tirsdag fremlagde socialdemokraten Hedin Mortensen et forslag om at sende spørgsmålet til folkeafstemning. Forslaget blev dog først trukket tilbage, siden blev det fremsat igen af oppositionen, hvorefter det blev endeligt stemt ned.

Det var efter den afstemning, at der blev fremsat et forslag om at revidere ægteskabsloven, så homoseksuelle kan blive gift, hvis de ikke gør det i kirken.

- Det er et spørgsmål, der deler rigtig mange på Færøerne, for her er de religiøse kræfter meget stærke både politisk og i kirken, siger Georg L. Petersen, der også oplyser, at det formelt er den danske ægteskabslovgivning, der er blevet adopteret.

Færøernes lovgivning består af en blanding af danske og færøske love.

I Danmark kan man få velsignet et ægteskab i kirken. Det er også muligt på Færøerne, men det vil altså ikke gælde for homoseksuelle par.

Debatten har splittet den færøske befolkning, forklarer Georg L. Petersen.

- De homoseksuelle har været meget aktive for at få de samme rettigheder som heteroseksuelle. De religiøse, som er meget stærke her på Færøerne, mener, at det er imod biblens tale, så det har skabt en stor konflikt, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.