Færing holder liv i sag om DR-orkester
Liberal Alliance vil ikke lægge stemmer til en vedtagelsestekst omkring DR Underholdningsorkestrets fremtid.
DR UnderholdningsOrkestret, da de i fredags måske spillede deres sidste koncert, Beethovens 9. symfoni, i Koncerthuset. Det er fortsat uvist, hvorvidt fremtiden for DR Underholdningsorkestret ligger i graven eller orkestergraven.
DR UnderholdningsOrkestret, da de i fredags måske spillede deres sidste koncert, Beethovens 9. symfoni, i Koncerthuset. Det er fortsat uvist, hvorvidt fremtiden for DR Underholdningsorkestret ligger i graven eller orkestergraven. Foto: ØRNES SØNDERGAARD LINE/POLFOTO


Det er det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen, som sørger for, at der kan tælles til 90 i folketingssalen, når der torsdag skal stemmes om en såkaldt vedtagelsestekst omkring DR Underholdningsorkestrets fremtid.

Teksten er en opfordring til kulturministeren, som viser, at et flertal i Folketinget bakker op om at bevare DR Underholdningsorkestret.

Edmund Joensen vil sammen med Enhedslisten, Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre stemme for teksten. Det færøske medlem har fået en afgørende rolle, fordi Liberal Alliance ikke vil lægge stemmer til vedtagelsesteksten omkring orkestrets fremtid.

Liberal Alliance fastslog flere gange under onsdagens hasteforespørgsel i folketingssalen, at man lige som resten af blå blok og Enhedslisten vil bevare DR Underholdningsorkestret.

Partiet vil dog ikke stemme sammen med resten af blå blok, fordi man mener, at den udlagte tekst omkring orkestrets fremtid modsiger sig selv. Det siger Liberal Alliances medie- og kulturordfører, Mette Bock, til Ritzau.

- Vedtagelsesteksten modsiger sig selv. Den siger, DR skal spare, men DR må ikke spare.

- Vi ønsker, at DR"s Underholdningsorkester fortsat skal stå i en ny public servicekontrakt, men vi har lagt de økonomiske rammer i medieaftalen, og de skal selvfølgelig fastholdes, også må DR finde de besparelser et andet sted, siger Mette Bock.

Teksten, der er et snævert flertal for, lyder således:

"Folketinget opfordrer ministeren til fortsatte forhandlinger for at sikre økonomi til at bevare Underholdningsorkestret uden alternative besparelser på DR's budget. Forhandlingerne skal foregå inden for rammerne af medieforliget."

Spørgsmål: Hvis man ikke havde skrevet noget omkring yderligere besparelser, ville I så gerne have været med?

- Ja, selvfølgelig. For vi vil gerne have skrevet Underholdningsorkestret ind i en ny public servicekontrakt, siger Liberal Alliances Mette Bock.

Under hasteforespørgslen tilkendegav Marianne Jelved (R), at hun ville kalde ind til yderligere forhandlinger omkring en løsning for Underholdningsorkestrets fremtid snarest.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.