Fængsling for ulykker med krudt er enestående
Forsvarer for den 29-årige fængslede forventer, at Nordjyllands Politi løslader ham inden fire uger.
Forsvareren for den 29-årige forventer en løsladelse inden fire uger.
Forsvareren for den 29-årige forventer en løsladelse inden fire uger. Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Anklagemyndigheden kender ikke umiddelbart til tidligere sager, hvor en person er blevet varetægtsfængslet for at have solgt fyrværkeri, som er årsag til en dødsulykke.

I grundlovsforhøret i Aalborg fredag er en 29-årig mand blevet fængslet i fire uger.

Ifølge dommeren er der grund til at tro, at han solgte de krysantemumbomber, som nytårsnat dræbte tre mænd og sårede to andre - og der er en begrundet mistanke om, at han har overtrådt en særlig bestemmelse i straffeloven.

Men anklager Karina Schou kender ikke til lignende eksempler fra retspraksis, oplyser hun til Ritzau.

Den 29-årige sigtes for ved det påståede salg af bomberne på hensynsløs måde at have udsat andre for livsfare.

I retsmødet har mandens forsvarer slået på, at hans klient ikke har haft forsæt - han vidste ikke, at det påståede salg kunne få de tragiske følger.

- Bestemmelsen i straffeloven kræver en konkret fareforvoldelse, og det mener jeg ikke er tilfældet her, det er for fjernt, siger advokat Jan Poulsen.

Han sammenligner med, at en apoteker ikke kan sigtes for overtrædelse af samme paragraf i straffeloven, hvis en kunde sluger et stort antal piller, som apotekeren har solgt.

- Her var der tale om yderst uprofessionel anvendelse af fyrværkeriet. Det er meget ulykkeligt, siger advokat Jan Poulsen.

Han forventer, at Nordjyllands Politi sætter den 29-årige på fri fod, inden de fire uger er gået.

- Jeg regner med, at politiet hurtigt kommer videre i efterforskningen, siger advokaten.

Hans klient er meget påvirket af sagen. En af de dræbte er nær ven til ham.

Dommerens begrundelse for fængslingen er hensynet til politiets efterforskning. På fri fod vil den sigtede kunne påvirke undersøgelsen, lyder det.

Anklager Karina Schou mente også, at folks retsfølelse kunne begrunde frihedsberøvelse af den 29-årige, men dette har dommeren ikke taget stilling til.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.