Fængslet for at tæve bekendt til døde
En mand er fængslet for vold med døden til følge mod en 55-årig, der lørdag blev fundet død i lejlighed.
Den dræbte har ligget død i sin lejlighed i ca. en uge, inden han blev fundet.
Den dræbte har ligget død i sin lejlighed i ca. en uge, inden han blev fundet. Foto: Colourbox/free


I næsten to uger har en 45-årig mand båret på en voldsom hemmelighed, da han torsdag blev anholdt.

Ifølge politiet har den anholdte tæsket en bekendt, en mand på 55 år, til døde.

På den baggrund har en dommer i Helsingør fredag valgt at fængsle den 45-årige i en uge.

- Han nægter sig skyldig i sigtelsen om vold med døden til følge, siger Kenneth Støvhase, der er efterforskningsleder ved Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Støvhase fortæller, at offeret blev fundet død i sin lejlighed i Gilleleje af noget plejepersonale

Fundet skete lørdag, og retsmedicinerne kunne senere fastslå, at han havde skader efter grov, stump vold.

- Vi mener, at volden er foregået på den anholdtes bopæl omkring en uge før, den 55-årige bliver fundet, altså omkring den 13.-14. juni, siger Kenneth Støvhase.

Han ønsker fredag ikke at sige mere om sagen og henviser til, at retsmødet foregik bag lukkede døre uden adgang for offentligheden.

- Vi har stadig noget efterforskningsarbejde og en del personer, der skal afhøres, så derfor kan jeg ikke sige så meget, forklarer efterforskningslederen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.