Fængselsgigant under angreb for at tage børns farvekridt
Det internationale selskab Geo Group, der driver fængsler og interneringslejre, er kommet i modvind i USA.
Geo Group er kommet under beskydning for at have forbudt børn at lege med farvekridt på sit center i Texas. (arkivfoto)
Geo Group er kommet under beskydning for at have forbudt børn at lege med farvekridt på sit center i Texas. (arkivfoto) Foto: /Free


Det enorme selskab Geo Group, der bygger og driver fængsler og interneringslejre, er kommet under heftig beskydning i USA. Det sker, efter at det er kommet frem, at internerede børn i et af selskabets centre har fået forbud mod at lege med farvekridt.

Forbuddet er indført i besøgsområdet i et større center i delstaten Texas. Centret bliver brugt til at tilbageholde mødre og børn, der er migreret til USA. Det skriver The Guardian.

- Forbuddet skyldes, at farvekridt er givet til børnene, der har brugt dem til at ødelægge faciliteterne, skriver staben på centret i en mail, som The Guardian har set.

Karnes-centret huser 600 mødre og børn og er en del af USA's system for deportation af illegale immigranter.

Det er organisationen Raices, der yder advokathjælp til de internerede, der har rejst sagen i medierne. Forbuddet er ifølge organisationen kommet, fordi børn har tegnet med farvekridt på bordene i besøgsområdet, mens deres mødre fik juridisk rådgivning.

- At betegne det, at et barn tegner på bordet, som ødelæggelse af ejendom, er komplet upassende.

- At der bliver tegnet på bordene, er naturligt, når man internerer børn. Det er forstyrrende, at bekymringen for Geo Groups ejendom vægtes højere end børnenes tarv, siger medlem af Raices Barbara Hines til The Guardian.

Geo Group har været i fokus den seneste uge, efter at Donald Trump blev valgt til USA's næste præsident.

Selskabet tjener godt på at drive fængsler og interneringslejre i USA.

Donald Trump har varslet, at han vil udvise de over 11 millioner illegale immigranter, der menes at være i USA. I et interview har han senere sagt, at han vil begynde med tre millioner.

Det sendte aktierne i Geo Group op med over 40 procent dagen efter, at Donald Trump blev valgt.

Geo Group driver ifølge sin hjemmeside 58 forskellige fængsler og interneringslejre i USA med en samlet kapacitet på 66.500 sengepladser.

Globalt driver Geo Group 104 fængsler og lejre med en samlet kapacitet på 87.000 indsatte.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.