En mandlig fængselsbetjent er ifølge Fængselsforbundet blevet udsat for et voldeligt overfald i sin fritid. Det skriver Dansk Fængselsforbund i en pressemeddelelse.
Overfaldet skete mandag eftermiddag ved en børnehave, hvor fængselsbetjenten var i færd med at hente sine børn. Han sad i sin bil, mens hans hustru var inde efter børnene.
Ifølge Fængselsforbundet var det to tidligere indsatte, der henvendte sig til fængselsbetjenten. De truede ham angiveligt, fordi de mente, at han var skyld i en konkret hændelse under en de tidligere indsattes afsoning.
Den ene overfaldsmand slog fængselsbetjenten i ansigtet med knytnæve, mens han sad i bilen. Den anden overfaldsmand spytter på ham.
Fængselsbetjenten forsøgte at forsvare sig mod slagene, og bad de to lade ham være, da han var sammen med sin familie. De to overfaldsmænd forsvandt fra gerningsstedet, mens de ifølge Fængselsforbundet råbte "ludersøn" på tyrkisk efter betjenten.
Overfaldet er det seneste i en række af voldelige overfald på Kriminalforsorgens uniformerede personale uden for fængslerne. I sommer blev en betjent passet op på vej til job i Nyborg, og skudt med en pistol tre gange i benet.
Fængselsforbundets formand Kim Østerbye mener, at grænsen for længst er overskredet, når det kommer til, hvad fængselsbetjentene skal og kan leve med:
"Når vores medlemmer er ængstelige døgnet rundt, er vi nået et fuldstændig uacceptabelt niveau. En gang var overfald på fængselsbetjente i fritiden en sjældenhed, men nu er det hverdag. De kyniske overfald kalder på en arbejdsgiver, der prioriterer sikkerheden for de ansatte, som det højeste," lyder det fra ham i pressemeddelelsen.