leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 11:45
En gruppe bestående af ni unge mænd er onsdag blevet idømt op til to år og ni måneders fængsel for en lang række voldsomme lovovertrædelser begået i Østjylland - primært i Ebeltoft - i foråret 2014.
Tre af de ni mænd har også fået en betinget udvisningsdom af Retten i Randers.
Det ni sider lange anklageskrift fra Østjyllands Politi vidner om en gruppe særdeles hårdkogte kriminelle, der i en række tilfælde gjorde livet surt for deres medborgere.
I et af tilfældene trængte de ni unge, der er i alderen 18 til 32 år, den 24. marts ind i en lejlighed i Ebeltoft iført maskering.
Her brugte de blandt andet knive, knojern og køller til at overfalde tre personer, der opholdt sig i lejligheden.
Et af ofrene blev slået med både slagvåben og knojern, ligesom han blev stukket i siden af kroppen. Det resulterede blandt andet i en sammenklappet lunge, lyder det i anklageskriftet.
Imens overfaldet stod på, gennemrodede de unge mænd lejligheden og røvede tilsyneladende alt, hvad de kunne finde af værdi.
Det gjaldt ure, kontanter, mobiltelefoner, smykker og sågar en hundehvalp. I alt løb det op i værdier for cirka 85.000 kroner, mener politiet.
Ifølge Retten i Randers er de ni mænd blevet dømt for røveri og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
Den lavest idømte fængselsstraf i sagen er på et år og seks måneder. To straffe lød på to års fængsel og to år og ni måneder til henholdsvis Mike Saraie på 32 år og 22-årige Mike Thøgersen.
/ritzau/