Fængsel afviser sexchikanesag: Mellemlederen kunne ikke huske episoden
Sag som sexchikane blev afvist af Nyborg Statsfængsels ledelse. En af forklaringerne var, at mellemlederen ikke kunne huske episoderne.
Flere kvindelige fængselsbejtente blev i 2013 udsat for grænseoverskridende sexchikane.
Flere kvindelige fængselsbejtente blev i 2013 udsat for grænseoverskridende sexchikane. Arkivfoto: Martin Ballund/Scanpix


Fængselsbetjenten Bibi Lykke og fire af hendes kvindelige kolleger blev tilbage i 2013 udsat for grænseoverskridende sexchikane fra en mellemleder i Nyborg Statsfængsel.

Det skriver Fagbladet 3F.

Fængslets fællestillidsrepræsentant, Mette Nielsen, rettede flere gange henvendelse til ledelsen og forfattede en fælles skriftlig mail til ledelsen på vegne af alle fem kvinder.

- Jeg oplevede selv chikanen fra lederen, fortæller Mette Nielsen og uddyber:

- Han kom alt for tæt på. Rørte ved os på en grænseoverskridende måde, når han skulle give en besked, rørte ved mit hår, tog fat om mine hofter.

Der blev indledt en såkaldt tjenstlig sag. Men på trods af de mange episoder og klager fra de kvindelige fængselsbetjente afviste ledelsen sagen. Blandt andet med den begrundelse at mellemlederen ikke kunne huske episoderne.

Forbundssekretær i Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, undrer sig over ledelsens afvisning af sagen.

- Når så mange kvindelige fængselsbetjente står frem med samme historie, undrer det mig, at man ikke finder en løsning, inden folk bliver syge, siger Bo Yde Sørensen, med henvisning til den arbejdsskadesag, som han kører for Bibi Lykke, der er blevet syg og delvist uarbejdsdygtig på grund af sagen.

Hverken daværende institutionschef i Nyborg Statsfængsel, Arne Tornvig Christensen, der er underskriver på brevet til tillidsrepræsentant Mette Nielsen eller nuværende institutionschef, Henrik Bonde Marker, ønsker at kommentere artiklen, da der er tale om en personalesag. Men generelt om sexchikanesager, siger Henrik Bonde Marker:

- Mobning og seksuel chikane er helt uacceptabelt, og vi tager sådanne sager meget alvorligt. Det er afgørende for at sikre et godt arbejdsmiljø for vores personale, siger Henrik Bonde Marker og tilføjer, at Nyborg Fængsel siden 2011 har haft en politik på området, der er vedtaget i fængslets samarbejdsudvalg.

Fagbladet 3F har været i kontakt med mellemlederen, der blev anklaget for sexchikane. Han ønsker ikke at udtale sig i sagen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.