Fælles udtalelse på vej fra Iran-forhandlinger
Forhandlinger om Irans atomprogram vil fortsætte til 30. juni, fremgår det af tekst, som Reuters har set.


Iran og de seks lande, der deltager i forhandlingerne om det omstridte iranske atomprogram, vil fortsætte med at forhandle frem til den endelige frist i juni.

Det fremgår af et udkast til en udtalelse, som Irans udenrigsminister, Javad Zarif, og EU's udenrigschef, Federica Mogherini, vil fremlægge.

Reuters har set en del af udkastet, og flere kilder bekræfter over for nyhedsbureauet, at parterne mener, at der er sket tilstrækkeligt store fremskridt under forhandlingerne i den schweiziske by Lausanne til, at forhandlingerne bør fortsætte.

Målet med de otte dages maratonmøder i Lausanne har været at nå frem til en politisk rammeaftale, som kan danne grundlag for en endelig aftale inden den 30. juni.

Amerikanske kilder siger til nyhedsbureauet AFP, at en fælles udtalelse vil komme torsdag aften omkring klokken 19 dansk tid.

Andre kilder bekræfter over for Reuters, at Zarif og Mogherini arbejder på en fælles udtalelse om forhandlingerne.

Et plenummøde var tidligt torsdag aften i gang, hvor alle repræsentanter var til stede, siger kilder. De oplyser dog ikke, hvorvidt der er indgået en aftale.

En iransk embedsmand bekræfter over for Reuters, at Zarif og Mogherini vil komme med en fælles udtalelse, men embedsmanden antyder samtidig, at der ikke vil blive præsenteret en aftale.

- Det er bare en udtalelse, siger den iranske embedsmand.

Den fastsatte frist for en rammeaftale udløb formelt tirsdag aften ved midnat.

Forhandlingerne foregår mellem Iran på den ene side og de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - Frankrig, Storbritannien, USA, Kina og Rusland - samt Tyskland på den anden side.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.