Din fabrik stinker. Luk den.
Den besked har Jens Lehgarth, direktør for en foderfabrik i Jelling, fået.
"Jeg er chokeret," siger han til Lokalavisen.dk.
Naboer har længe klaget over dunsten fra fabrikkens tørreri, så kommunens Natur- og Miljøudvalg forlangte, at fabrikken fik installeret et bedre luftrensningsfilter. I første omgang gav de den ildelugtende fabrik lov til at køre videre, for at give direktøren tid til at implementere ændringerne.
Men SF's medlem af udvalget nedlagde veto, så nu skal fabrikken med navnet FermentationExperts/European Protein indstille både produktion og hørmeri indtil den 22. januar, hvor sagen skal op i byrådet.
Det bliver dyrt, forudser Jens Lehgarth, som allerede kan mærke, at kunderne tøve med at satse på ham.
"Nogle dyr kan ikke tåle de mindste omlægninger i foder-rutinerne. Så hvis det her tørreri-stop tvinger vores kunder - for eksempel en stor hønse-opdrætter i Tyskland - til at omlægge sine rutiner for en halv million høns, kan det blive meget dyrt. Der kommer garanteret retssager ud af det her. Mod mig. Og nogle af dem må vi sende videre til kommunen," siger han til Lokalavisen.dk.