Fadøl og fest: Prins Henrik indtog festival
Torsdag sejlede den 82-årige prins ud til Tunø Festival, der beskriver sig selv som "en lille intim festival fyldt med fadøl og festmusik".
Prins Henrik er vild med festivalens hotdogs.
Prins Henrik er vild med festivalens hotdogs. Foto: Holmenlund Christensen Casper/POLFOTO


Tunø Festival fik torsdag fornemt besøg.

Prins Henrik lagde vejen forbi den lille festival, der ligger mellem Samsø og Saksild ved Odder, og her blev den 82-årige franskfødte prins udnævnt som æresmedlem af festivalen af foreningen bag Tunø Festival.

Festivalen beskriver sig selv som "en lille intim festival fyldt med fadøl og festmusik", og derfor blev prins Henrik modtaget med åbne arme, jubelråb og klapsalver på den lille Kattegat-ø.

Prins Henrik stod for åbningen af festivalen, der i år fejrer 30-års jubilæum, og efter at have overværet åbningen sejlede prinsen tilbage til kongeskibet Dannebrog, som lå til anker ud for Tunø.

I marts 2014 blev prins Henrik protektor for Tunø Festival og besøgte i den forbindelse den lille festival, og det jublede festivalens formand, Jørn Kildall, over.

- Vi ved, at prinsgemalen holder af Tunø og god jazzmusik samt af vores hotdogs, og vi er glade for, at han viser os opmærksomhed, sagde han til lokalmediet Oddernettet, der hører til Odder Kommune.

I øjeblikket opholder prins Henrik og dronning Margrethe sig ved Aarhus på Marselisborg Slot, som er regentparrets sommerresidens. Hvis prinsen var blevet på Tunø under hele festivalen, kunne han have oplevet optrædener af blandt andre dansktop-darlingen Birthe Kjær, reggaestjernen Wafande, 80'er popbandet Dodo & The Dodos og dancehall-duoen Djämes Braum.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.