It-giganterne Facebook og Apple har tilføjet en ekstra ting til firmaernes personalegoder. De betaler for, at kvindelige ansatte kan få nedfrosset deres æg. På den måde kan familielivet vente, mens karrieren er i fokus, skriver etik.dk.
Tidligere på året begyndte Facebook at betale op til 20.000 dollars, som svarer til 118.000 kroner, pr. person for, at deres kvindelige ansatte kunne få nedfrosset deres æg.
Apple vil til januar følge trop og indføre samme ordning. De to virksomheder er blandt de første i USA, som tilbyder medarbejdere behandling, der ikke kræves af helbredsmæssige hensyn.
Ligestilling?
Argumentet for tiltaget er, at det ligestiller mænd og kvinder, da ordningen lader kvinder fokusere på deres karriere uden at skulle bekymre sig om et tiggende frugtbarhedsur.
Argumentet om ligestilling er lektor og kønsforsker på Roskilde Universitet, Karen Sjørup, ikke enig i.
"Jeg kan ikke tage nok afstand fra det her. Det er aldeles uetisk og burde være ulovligt," siger hun.
Karen Sjørup fortsætter kritikken af tiltaget.
"Jeg synes, at det er et horribelt indgreb fra arbejdsgiverens side. Det er godt nok formuleret som et tilbud, men det kan meget hurtigt blive opfattet som tvang. Kvinderne kan føle, at det giver dem et forspring i karrieren, hvis de tager imod tilbuddet - og det omvendte, hvis de ikke gør," mener kønsforskeren.
Karen Sjørup ser tiltaget som et udtryk for, at familielivet i dag i højere grad er underordnet arbejdslivet. I dag får vi børn, når det passer ind i karrieren og ikke omvendt.
'Arbejdspladsens indblanding i familielivet er forkasteligt'
Annette Due Madsen, der er psykolog, familieterapeut og centerleder for Center for Familieudvikling, er enig i, at familielivet et blevet sekundært i forhold til arbejdslivet. Hun mener, at det er 'etisk forkasteligt', at en arbejdsplads blander sig i medarbejdernes familieplanlægning.
"Børn skal i forvejen passe ind i de voksnes verden. Nu skal de også passe ind i firmaernes verden, deres plan og deres profit. Det er dybt bekymrende," siger Annette Due Madsen og fortsætter krtikken:
"I forvejen placerer man børn i længere tid på institutioner, fordi det passer de voksne. Nu skal de også puttes i frysebokse og tøs op, når det passer os. Det er helt uhørt og total mangel på ydmyghed over for menneskelivet," mener Annette Due Madsen.
Fra et medicinsk synspunkt er det også en uheldig ordning, mener Thomas Søbirk Petersen, der er professor mso og forsker i medicinsk etik ved Roskilde Universitet.
"Det uheldige er, at man ved at opstille den her valgmulighed kan motivere kvinder til at udskyde at få børn. Og det er problematisk at udskyde fødealderen, selvom man nedfryser æg - en graviditet er bare mere vanskelig, når man bliver ældre. Derudover kan nedfrysningsprocessen i sig selv være kompliceret: Både hormonbehandlingen og selve indgrebet, når man tager æggene ud, er forbundet med risici," fortæller Thomas Søbirk Petersen.
Priviligerede medarbejdere
Men ikke alle er kritiske over for tiltaget. Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø ser mere positivt på ordningen.
"Jeg er ikke så skræmt af det. Ligesom man aftaler med sin arbejdsgiver, at man vil have en masteruddannelse eller en frugtordning, så aftaler man også, at man vil have frosset sine æg ned på arbejdsgiverens regning. Det er udtryk for privilegerede medarbejdere, der er i en situation, hvor de kan stille krav," siger Liselotte Lyngsø og understreger.
Hun understreget, at USA er et ekstremt eksempel, og at det ser anderledes ud i Danmark.
"I USA kan medarbejdere være afhængige af deres arbejdsplads for sundhedsforsikring og børnepasning. Vi ser også tendensen med flere krav til arbejdsgivere i Danmark, men vi betaler i højere grad for vores fordele over skatten," siger fremtidsforskeren.
Kilde: etik.dk.