Fabian Cancellara dropper VM i USA
Schweizeren kan ikke finde energien og viljen til at køre med i Richmond, efter at han udgik i Vueltaen.
Fabian Cancellara tager ikke med til VM i Richmond.
Fabian Cancellara tager ikke med til VM i Richmond. Foto: AFP/Doug Pensinger/free


Fabian Cancellara kommer ikke til start ved VM på landevej, der bliver afviklet senere i september i Richmond, USA.

Den schweiziske cykelrytter måtte for nylig trække sig ud af Vuelta a España på grund af sygdom, og han har tidligere i år flere gange været hårdt medtaget efter styrt.

Nu vælger han at afslutte sæsonen før tid.

- Fysisk kunne jeg formentlig godt fortsætte og køre ved VM, siger 34-årige Fabian Cancellara i en pressemeddelelse.

- Men det er mit hoved, der kontrollerer min krop, og jeg har ikke viljen til at gå igennem endnu et comeback efter den rutsjebanetur, som denne sæson har været.

- Det handler om fokus. Det er ikke let at forholde sig til en alvorlig skade i løbet af sæsonen, og det har jeg allerede gjort to gange i år. Det er mentalt meget udfordrende, og det fjerner energi, siger schweizeren.

Fabian Cancellara måtte blandt andet udgå af Tour de France efter et styrt. På det tidspunkt var han iført løbets gule førertrøje.

Schweizeren har fire gange vundet VM-guld i enkeltstart.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.