God udluftning er vejen til et sundt indeklima, og her om vinteren er det lige så vigtigt med udluftning som om sommeren, selvom det er koldt.
Ja, det er faktisk endnu vigtigere, skriver Bolius.dk
Du risikerer nemlig at lave fugtskader indendørs, hvis ikke der bliver luftet ordentligt ud. Men når radiatorerne er tændt og står på en god stabil temperatur, kan det virke træls at skulle slukke dem for at lufte ud i fem minutter.
Men det er ikke desto mindre det, som eksperterne foreslår, at du gør - du slukker for varmen, når du lufter ud, skriver Bolius.dk
Tænk over din radiators placering
Også på Videnskab.dk har Seniorforsker på afdelingen for energi og miljø, Kim Wittchen, tidligere fortalt, at han som udgangspunkt synes, man skal slukke for varmen, når der luftes ud. Det gør han selv.
Men han påpeger også, at der er flere faktorer, som spiller ind her. Ved en meget gammel radiator og en, hvor termostaten selv lukker ned ved udluftning, behøver du ikke slukke, når du kun lufter ud i kort tid. En gammel radiator har meget vand i sig, og registrerer derfor ikke varmeskiftet så nemt.
Står din radiator meget langt fra vinduet, og åbner du kun i kort tid, kan du også lade være med at slukke. Men mange radiatorer er nær vinduer, og her vil de altså registrere varmeforskellen ganske hurtigt, når du lufter ud, og du bør derfor slukke for dem, når du åbner vinduet.
Det er altså ganske enkelt - er din radiator nær vinduet, så sluk lige meget hvad. Er den længere væk, så behøver du ikke, hvis du kun lufter ud i kort tid.
Netop det med at lufte ud i kort tid, er ganske fornuftigt i følge Bolius.dk. De har her samlet en række gode råd til, hvordan du gør, når der luftes ud om vinteren.
5 stærke råd:
1. Det er vigtigt at lufte ud. Men gør det kort og intenst i cirka fem minutter.
2. Lav gennemtræk så luften kan nå at blive renses på den korte tid.
3. Luft ud 2-3 gange på en dag, fordi der om vinteren er ekstra risiko for fugtskader, da husets fladere er koldere.
4. Luft ud efter madlavning og tændte stearinlys, ellers hænger det i indeluften.
5. Lad ikke vinduet stå åbent i flere timer. Det giver alt for kolde flader i huset, som er besværlige at varme op og du kan lettere skabe grobund for kondens og svamp.
Få endnu flere gode råd på Bolius.dk