Få svaret: Må du spise mad med mug?
Er det nok at skære mug væk, eller skal hele brødet smides ud? Det får du svaret på her!
Mums! Ikke specielt spisevenligt, men er det farligt at spise mad med mug?
Mums! Ikke specielt spisevenligt, men er det farligt at spise mad med mug? FOTO: Scanpix


Hvad skal man gøre, når marmeladen, løget, rugbrødet eller noget helt fjerde i køleskabet er muggent? Skal madvarerne smides i skraldespanden eller kan man nøjes med at skære det mugne område væk?

Det har vi spurgt Michael René, der er ekspert i fødevarer og hygiejne hos Professionshøjskolen Metropol om, og han forklarer, at det mug, der kan ses med det blotte øje, ofte kun er toppen af isbjerget.

- Mug er tegn på, at maden er angrebet af skimmelsvamp. Når skimlen er synlig, er det ofte kun toppen af isbjerget, vi ser. Vi kan ikke se, om skimlen har dannet tråde ned i eller hen over madvaren eller har spredt sporer, så derfor skal ost, leverpostej, syltetøj, tomater, rugbrødet og al anden mad med synlig skimmel smides ud. Det gælder også rugbrød i skiver, for selv om der kun er synlig skimmel på de første skiver i pakken, kan der sagtens være sporer på de øvrige. Skimmel kan ikke skæres, skrabes, skylles eller koges væk, siger han.

Skal dine tomater i køleskabet eller ej? Få svaret på Søndag.dk

Hvorfor skal maden ud?

- Nogle skimmelsvampe danner giftstoffer, der kan være farlige at indtage. Man bliver ikke akut syg, hvis man har spist skimmel, men stofferne kan ophobes i kroppen og svække immunforsvaret og på sigt øge risikoen for kræft, siger han og tilføjer, at det dog ikke er al skimmel, der er farligt.

- Vi spiser jo skimmeloste uden risiko for at blive syge, men det er umuligt med det blotte øje at se, om skimlen på for eksempel løget eller rugbrødet er af den farlige slags eller ej, siger Michael René.

Hvordan opbevarer du bedst dit rugbrød? Det kan du læse om her

De giftige stoffer smager ikke af noget

Og ligesom man ikke altid kan se skimmel, så kan man heller ikke altid smage om en bestemt madvarer er muggen.

- De giftige stoffer smager ikke af noget. Mugsmag i mad skyldes affaldsstoffer, som skimmelsvampen har produceret, siger Michael René.

Og på spørgsmålet om, hvordan man så bedst undgår, at mad rådner, kommer umiddelbart det oplagte svar.

- Køb kun den mad, du kan nå at spise, inden den mugner, siger Michael René. Han tilføjer dog, at opbevaringen kan have betydning for, hvor hurtigt mad mugner.

- Opbevar maden i tillukket emballage i køleskabet, og rengør dit køleskab mindst hver anden måned. Undgå at berøre pålæg, brød og andre madvarer med våde fingre, da væske fremmer skimmelvækst. Skimmelsvampe findes i naturen, og vi kan nemt få dem på fingrene. Så vask hænder grundigt, før du tilbereder mad - og inden du sætter dig til bords, siger Michael René.

Se også:

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.