Få ram på mos og ukrudt uden sprøjtemidler
Kogende vand, kompost og lidt knofedt kan give dig en flot have og en skinnende græsplæne uden brug af sprøjtemidler.
Din græsplæne trives ikke i skygge, eller hvis jorden er for sur, våd eller kompakt. Du kan lufte din plæne med en vertikalskærer eller en greb, så den trives bedre.
Din græsplæne trives ikke i skygge, eller hvis jorden er for sur, våd eller kompakt. Du kan lufte din plæne med en vertikalskærer eller en greb, så den trives bedre. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO


Sprøjtemidler er gode til at dræbe ukrudt i haven, men de kan samtidig skade naturen og sive ned i grundvandet.

Og selv om salget af sprøjtemidler til private er faldet siden 2007, bliver midlerne stadig brugt til at fjerne ukrudt og mos i de danske haver.

Ud af de 28,5 tons sprøjtemidler, der blev solgt til private i 2014, udgjorde 88 procent af sprøjtemidlerne ukrudtsmidler, og 10 procent udgjorde midler til bekæmpelse af mos i græsplæner.

Men det er slet ikke nødvendigt at bruge dem, siger Inga C. Bach, fagredaktør i Haveselskabet.

- Jeg ser ikke nogen grund til at bruge sprøjtemidler i haven, for man kan sagtens få en flot og velplejet have med andre metoder, siger hun.

For at bekæmpe ukrudt og mos i græsplænen uden at bruge kemi, kan man som det første anlægge sin plæne et sted i haven, hvor der er nok sol.

- Græsset trives ikke, hvis der er dyb skygge, eller hvis jorden er for sur eller for våd og kompakt. Så kommer der andre planter i stedet for, siger Inga C. Bach.

Hvis man ikke kan fjerne eller beskære de træer og beplantninger, der efterlader græsset i skygge, kan man i stedet efterså plænen med en græsblanding, der tåler skygge.

Er jorden for sur kan man give plænen kalk, men kun hvis pH-værdien i jorden er under 5,5.

Hvis man har mos i plænen, skal man ud med riven og fjerne det med håndkraft. Derefter skal plænen have luft.

- Man kan lufte plænen med en vertikalskærer, så der kommer lys og luft ned i plænen, og man nemmere kan rive det døde græs af, siger Inga C. Bach.

Man kan også bruge en greb.

En gang om året og helst i foråret, kan man desuden lægge et tyndt lag kompost jævnt fordelt over plænen. Det tilfører næringsstoffer og giver liv i jorden, så græsset klarer sig bedre i konkurrence mod ukrudt og mos.

Endelig skal man sørge for at slå græsset en gang om ugen.

Døjer man med ukrudt andre steder i haven end græsplænen, er den mest effektive måde at fjerne det at luge lige efter det har regnet, så jorden er fugtig. Det fortæller Dorthe Rasmussen, pressemedarbejder i Danske Vandværker, der blandt andet arbejder for at undgå sprøjtemidler i grundvandet.

- Hvis du har et større "katastrofeområde" i haven, hvor der i årevis har været ukrudt, kan du også dække det med sort plast, så lys og vand bliver lukket ude. I løbet af en sæson vil ukrudtet være dødt, siger Dorthe Rasmussen.

Man kan også gribe elkedlen og hælde kogende vand ud over sit ukrudt.

- Det har samme effekt som at bruge en gasbrænder, siger Dorthe Rasmussen.

Når man har fjernet ukrudtet, kan man plante bunddækkeplanter på det bare stykke jord.

Bunddækkeplanter, som for eksempel kan være jordbær, breder sig så meget, at ukrudtet ikke kan få lys og næring til at vokse.

Fakta: Hvis du bruger sprøjtemidler

- Brug færdigblandede klar-til-brug sprøjtemidler. Så er du sikker på, at opblandingen er lavet korrekt, og du undgår spild og direkte hudkontakt med sprøjtemidlet.

- Se efter Miljøstyrelsens flueben. Hvis du vælger produkter med fem flueben, er du sikker på, at midlet er blandt de mindst skadelige.

- Hold børn og husdyr væk, indtil det sprøjtede område er tørt.

Kilde: Miljøstyrelsen

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.