Få overblikket: Hvad er MRSA?
Ny målsætning: Brugen af antibiotika i danske svinebestande skal reduceres med 10 procent inden 2020.
Sidste år blev der brugt 91 ton antibiotika i danske svinestalde.
Sidste år blev der brugt 91 ton antibiotika i danske svinestalde. Foto: ØRNES SØNDERGAARD LINE/POLFOTO


Andelen af svinestalde i Danmark, der er MRSA-positive, er vokset markant de seneste år. Op mod 70 procent af de danske svinebedrifter har resistente stafylokokker inden for stalddørene, viser undersøgelser.

Videncenter for Svineproduktion under Landbrug & Fødevarer vil nu nedsætte forbruget af antibiotika med 10 procent inden 2020.

Men hvad er MRSA?

* MRSA står for Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus.

* Når bakterier udsættes for antibiotika, beskytter de sig ved at udvikle resistens. Derfor er det vigtigt ikke at overforbruge antibiotika.

* Bakterierne kan give anledning til en lang række infektioner lige fra overfladiske sår og bylder til alvorlige infektioner som knoglebetændelse og betændelse i hjerteklappen.

* Forekomsten af MRSA hos mennesker i Danmark er fortsat lav sammenlignet med mange andre lande i Europa. Hidtil har fire personer mistet livet.

* Mennesker, der dagligt arbejder i svinebesætninger med MRSA, bliver hyppigt bærere af MRSA.

* I 2013 blev der brugt 91 ton antibiotika i danske svinestalde til de omkring 30 millioner grise, der produceres hvert år. Til sammenligning bruger danskerne 51,5 ton penicillin om året.

* I 2014 er der per 9. december registreret 2620 nye tilfælde af MRSA-smittede mennesker i Danmark. Heraf er tæt på hvert andet nye tilfælde af typen CC398 MRSA, svine-MRSA.

* Fødevareministeriet fremsatte i starten af juli en plan med fem punkter, der skal bekæmpe bakterien ved blandt andet at sætte krav til de mennesker, der arbejder i stalde.

* Blandt andet skal der skiftes tøj og vaskes hænder, når man forlader stalden, hvilket mindsker risikoen for, at resistente bakterier føres ud i samfundet.

* Derudover skal der stilles krav om laboratorieundersøgelser, så kun de dyr, der er syge, får antibiotika. Der skal findes nye alternativer til antibiotikabehandling - for eksempel forebyggende vaccinationer.

Kilde: DANMAP-rapporten fra 2012 fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut, Fødevareministeriet, Sundhedsstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.