Onsdag begynder forhandlinger om nye overenskomster. Men hvad er en overenskomst? Hvad går forhandlinger om overenskomster ud på? Her får du svarene.
Hvad er en overenskomst?
En aftale mellem fagforbund og arbejdsgivere om løn- og arbejdsvilkår. Altså om alle mulige forhold for eksempel løn, arbejdstid, ferie, pensions-indbetaling og vilkår under sygdom, barsel eller afskedigelse.
Hvilken forskel gør en overenskomst for mig?
Den kan give dig en række vilkår, som rækker ud over det, som lovgivningen kræver. Eksempelvis ekstra betaling for overtid, løn under sygdom og barsel, ret til afspadsering, ret til efteruddannelse og mange andre ting.
Betyder forhandlinger om nye overenskomster noget for mig?
Ja, med meget stor sandsynlighed. Omkring fire ud af fem lønmodtagere er dækket af en overenskomst. Og overenskomster sætter niveauet for løn- og arbejdsvilkår generelt.
Hvad går forhandlinger om overenskomster ud på?
Typisk hvert andet eller hvert tredje år begynder fagforbund at forhandle med arbejdsgivernes organisationer om at forny overenskomsterne. I 2017 skal overenskomsterne fornyes for omkring 600.000 ansatte i det private erhvervsliv.
Hvad forhandler fagbevægelse og arbejdsgivere om?
Forhandlingerne kan for eksempel handle om løn, indbetaling til pension, arbejdstid, efteruddannelse, seniorordninger, rettigheder under barsel og arbejdsmiljø.
Hvem forhandler om nye overenskomster?
Det gør toppen af fagbevægelsen og arbejdsgivernes organisationer. Eksempel: Onsdag 4. januar 2017 begynder forhandlinger om nye vilkår for omkring 230.000 ansatte i industrien. Her er topforhandlerne formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, formanden for Industrigruppen i 3F, Mads Andersen, direktør i Dansk Industri, Karsten Dybvad, og vicedirektør i Dansk Industri, Kim Graugaard.
Hvad betyder OK-17?
Det er en forkortelse for forhandlinger om nye overenskomster i 2017.
Har jeg nogen indflydelse på min overenskomst?
Fagforbund indsamler altid før forhandlinger om nye overenskomster ønsker og krav fra medlemmerne. Det sker eksempelvis via møder, holdnings-undersøgelser og sociale medier. Tillids-repræsentanter tager altid imod forslag til ændringer af overenskomster. Efter forhandlingerne bliver der stemt blandt medlemmerne om at sige ja eller nej til den nye overenskomst.
Læs mere om overenskomster her:
Forskeres tema