FA uddeler lange karantæner for spytklatter
Det kostede dyrt, at Papiss Cissé og Jonny Evans sendte spytklatter efter hinanden i en ligakamp i onsdags.
Manchester Uniteds Jonny Evans i kamp om bolden med Newcastle Uniteds Gabriel Obertan. Evans og Papiss Cissé fra Newcastle har fået karantæner på henholdsvis seks og syv spilledage for at spytte på hinanden.
Manchester Uniteds Jonny Evans i kamp om bolden med Newcastle Uniteds Gabriel Obertan. Evans og Papiss Cissé fra Newcastle har fået karantæner på henholdsvis seks og syv spilledage for at spytte på hinanden. Foto: Scott Heppell/AP


Newcastle-angriberen Papiss Cissé og Manchester United-spilleren Jonny Evans er blevet idømt lange karantæner på henholdsvis syv og seks kampe, efter at de har spyttet på hinanden.

Hændelsen skete efter 38 minutter af Premier League-kampen mellem Newcastle og United i onsdags. Ingen i dommerteamet så episoden på St. James Park.

- Cissé har accepteret sin karantæne på syv kampe. De seks kampe er den normale straf for sådan et regelbrud.

- Og den ekstra kamp har han tidligere accepteret efter voldelig opførsel tidligere i denne sæson, hedder det i en udtalelse fra det engelske fodboldforbund (FA) lørdag.

Evans fik seks kampes karantæne, selv om forsvarsspilleren har hævdet sin uskyld.

- Evans nægter at have gjort noget galt, men det modsatte blev fundet bevist, og han blev idømt straffen efter en høring fredag, forklarer FA.

Cissé er Newcastles topscorer i denne sæson, men får ikke lov at spille, før klubben har tre kampe tilbage i ligaen. Han vil være tilbage mod West Bromwich 9. maj.

Evans går glip af FA Cup-kvartfinalen mod Arsenal førstkommende mandag og Manchester Uniteds fem følgende kampe i Premier League.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.