FA: Gareth Southgate bliver midlertidig landstræner
Det Engelske Fodboldforbund bekræfter, at kontrakten med Sam Allardyce er ophævet.
Sam Allardyce kaldte det "et drømmejob", da han i juli blev udpeget som engelsk landstræner. Nu må han forlade posten.
Sam Allardyce kaldte det "et drømmejob", da han i juli blev udpeget som engelsk landstræner. Nu må han forlade posten. Foto: Andrew Couldridge/Reuters


Det bliver U21-landstræneren Gareth Southgate, der skal føre det engelske landshold igennem de sidste fire kampe i 2016 efter tirsdagens fyring af landstræner Sam Allardyce.

Det Engelske Fodboldforbund (FA) skriver på sin hjemmeside, at Southgate overtager jobbet på midlertidig basis, mens FA leder efter en permanent afløser.

Afskeden med Sam Allardyce sker efter "gensidig overenskomst", skriver forbundet.

Mandag bragte mediet Daily Telegraph en video, hvor Allardyce på skjult kamera opfordrer til at bryde FA's transferregler.

På optagelserne, hvor Allardyce møder journalister, der er forklædt som forretningsmænd, langer han ud efter såvel sin arbejdsgiver som sin forgænger som landstræner, Roy Hodgson.

- Allardyces adfærd, som det blev rapporteret i dag, var uhensigtsmæssig af en engelsk landstræner. Han erkender, at han har foretaget en betydelig fejlvurdering og har undskyldt, skriver FA.

- Men på grund af alvoren i hans handlinger har FA og Allardyce aftalt at opsige kontrakten med øjeblikkelig virkning.

- Dette er ikke en beslutning, der har været let at tage, men FA's prioritet er at beskytte de bredere interesser i spillet og opretholde de højeste standarder for adfærd i fodbold.

- I jobbet som Englands seniorlandstræner skal man demonstrere stærkt lederskab og altid vise respekt for spillets integritet, lyder det fra fodboldforbundet.

Sam Allardyce fik kun 67 dage i jobbet, og den nu forhenværende landstræner erklærer sig "dybt skuffet" over at måtte forlade drømmejobbet så tidligt.

- Selv om det blev gjort klart på optagelserne, at alle foreslåede ordninger skulle have FA's fulde godkendelse, erkender jeg at have givet nogle kommentarer, der har skabt forlegenhed, siger Allardyce i en erklæring på FA's hjemmeside.

- På dagens møde blev jeg bedt om at præcisere, hvad jeg sagde, og i hvilken kontekst samtalerne fandt sted. Jeg har samarbejdet fuldt ud i den henseende. Jeg fortryder også mine kommentarer om andre personer, siger Allardyce.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.