FA-formand forudser Blatters endeligt trods valgsejr
Greg Dyke, formand for det engelske fodforbund, tror, at Sepp Blatter vil blive tvunget til at stoppe i Fifa.
Sepp Blatter sidder fortsat i præsidentstolen hos Fifa, men han kan blive tvunget til at trække sig, mener FA-formand Greg Dyke.
Sepp Blatter sidder fortsat i præsidentstolen hos Fifa, men han kan blive tvunget til at trække sig, mener FA-formand Greg Dyke. Foto: Ennio Leanza/AP


Fredag afgjorde præsidentvalget i det internationale fodboldforbund (Fifa), at schweizeren Sepp Blatter får lov til at fortsætte på posten i endnu fire år.

Blatter besejrede udfordreren Prins Ali bin al Hussein fra Jordan i kølvandet på den store korruptionsskandale, der ruller i Fifa, og Blatter kan nu indlede sin femte periode som præsident for det magtfulde fodboldorgan.

Det engelske fodboldforbunds (FA) formand, Greg Dyke, tror ikke, skandalen får Blatter til at indkalde til et akut møde i Fifa for at få ryddet op i butikken.

- Jeg tror, det er mere sandsynligt, at der kommer flere skandaler, siger Dyke til Reuters.

- Jeg tror ikke, der er nogen chance for, at han vil rydde op. Han har ikke ryddet op i al den tid, han har været der, så hvorfor skulle han gøre det nu, spørger FA-formanden retorisk.

Samtidig forudser han, at Sepp Blatter ikke kommer til at sidde den nye regeringsperiode ud.

- Jeg tror, han vil blive tvunget til at trække sig, lyder det fra FA-formanden.

Onsdag blev syv højtstående Fifa-folk anholdt, blandt andre vicepræsident Jeffrey Webb, og selvom Sepp Blatter ikke er under anklage, som det ser ud, mistænkes han fra flere sider for at spille en stor rolle i sagen.

I første omgang afværgede han sit fald ved valget fredag, men bliver han draget mere ind i den verserende skandale, forudser Greg Dyke altså, at Blatter må trække sig fra præsidentposten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.