FA åbner sag mod Mourinho efter dommerbrok
Portugiseren har fået en sag på halsen, efter at han kritiserede en dommer hårdt efter kamp mod Southampton.
José Mourinho var måske lidt for åbenmundet, da han kritiserede en dommer.
José Mourinho var måske lidt for åbenmundet, da han kritiserede en dommer. Foto: Martin Meissner/AP


Det engelske fodboldforbund (FA) har besluttet at åbne en sag mod Chelseas manager, José Mourinho.

Portugiseren var stærkt utilfreds med dommer Anthony Taylor, da Chelsea den 28. december spillede 1-1 ude mod Southampton i Premier League.

Ifølge Mourinho blev Chelseas Cesc Fabregas snydt for et klart straffespark, da han faldt i straffesparksfeltet. Spanieren blev i stedet tildelt et gult kort.

- I andre lande, hvor jeg har arbejdet, ville der i morgen stå på forsiden i sportsaviserne, at det er en skandale. For det er en skandale.

- Jeg vil gå hen til dommeren og ønske ham godt nytår og sige, at han bør skamme sig, sagde José Mourinho blandt andet efter kampen.

Manageren har frem til den 13. januar til at svare på anklagerne fra FA.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.