F1-renten kryber op i sneglefart
F1-renten kommer ikke under sidste års rekord på 0,46 procent. Den har sneget sig op på 0,5 procent.
Den månedlige ydelse toppede i 2001, da F1-renten endte på godt 5,6 procent. Arkivfoto.
Den månedlige ydelse toppede i 2001, da F1-renten endte på godt 5,6 procent. Arkivfoto. Foto: LÆRKE POSSELT/POLFOTO


Realkredit Danmark har netop afsluttet årets kongeauktion over etårige flekslån.

Og selv om der på den første af fem auktionsdage blev lagt ud med en historisk lav F1-rente, så er renten siden steget. Samlet set ender F1-renten pr. 1. januar til låntager på henholdsvis 0,51 procent og 0,5 procent, alt afhængig af om lånet er med eller uden afdrag.

Dermed består rekorden fra sidste år, hvor F1-renten endte på 0,46 procent, skriver Realkredit Danmark.

- Der er dog ingen grund til, at låntagerne hænger alt for meget med næbet over en marginalt højere F1-rente set i forhold til sidste år. Den månedlige ydelse vil stadig være tæt på historisk lav, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

- Den månedlige ydelse ender på cirka 3430 kroner efter skat pr. lånte million kroner, mens den blot er 940 kroner i den afdragsfrie variant, siger han.

Den månedlige ydelse toppede i 2001, da F1-renten endte på godt 5,6 procent. Det betød, at ydelsen på det afdragsfrie lån lå på omtrent 3790 kroner - og dermed dyrere end den månedlige ydelse er i dag på varianten med afdrag.

- Selv om F1-rekorden altså gik op i røg i løbet af auktionen, så er der ingen tvivl om, at F3-renten og F5-renten ender på rekordlave niveauer, når auktionen endelig afsluttes klokken 12.30, siger cheføkonomen.

Det treårige flekslån, F3, forventes at lande på en rente på omkring 0,41 procent. Mens renten på et femårigt flekslån, F5, har kurs mod 0,58 procent. Det er begge rekorder, oplyser Realkredit Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.