Når Østre Landsret skal vurdere, om S-R-SF-regeringen handlede i strid med loven ved at indføre gensidig forsørgerpligt, kan fire samlevende par få prøvet sagen omkostningsfrit.
Et af de par er Ewa F. Møller og Bo Lyngvig fra Sønder Felding i Herning Kommune. De er ligesom omkring 12.000 andre par blevet berørt af den gensidige forsørgerpligt.
I parrets fælles hjem er begejstringen over den omkostningsfrie retssag stor.
- Det er fantastisk og en kæmpe sejr, at vi er kommet hertil, for vi har kæmpet med næb og klør, og sagen er indtil nu virkelig trukket i langdrag, siger Ewa F. Møller til Avisen.dk.
Parret kender endnu ikke den endelige dag for retssagen, men selvom de er spændte og nervøse, er de også optimistiske.
- Vi regner helt klart med at vinde, fortæller Ewa F. Møller, der beroliger sig ved, at hun har mere at vinde end at tabe. Hvis parret får erstatningspenge fra sagen, vil det dog kunne lukke nogle huller i parrets økonomi.
Ødelagde vores familie
Selvom en vunden retssag kan være et plaster på såret i forhold til parrets økonomi, vil den aldrig kunne rette op på de psykologiske konsekvenser.
- På grund af den her lovgivning kæmper vi med nogle varige skader, som vi ikke kan rette op på. De mén vil følge min familie resten af livet, fortæller en berørt Ewa F. Møller.
Familiens nedtur var blandt andet forbundet til den stress, der ramte Ewa F. Møller, da loven blev indført. Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op og var bange for ikke at kunne forsørge sine børn.
- Situationen endte med, at jeg var selvmordtruet. I dag er min arbejdsevne gået ned fra 20 til 10 timer. Det er i den grad gået udover vores forhold og har påvirket både mine børn og min kærestes arbejde, fortæller Ewa F. Møller, der i dag er sygemeldt, og derfor ikke på nuværende tidspunkt er på arbejdsmarkedet.
Frygter genindførelse af loven
Selvom Ewa F. Møller føler sig sikker på sejr, er der dog et scenarie, som hun virkelig gruer for.
Det er tanken om, at den nye regering måske vil genindføre den gensidige forsørgerpligt, hvis parret taber sagen.
- Hvis vi taber sagen, tror jeg, at der kommer et flertal i Folketinget for at genindføre loven. Derfor er det usandsynligt vigtigt, at vi vinder den her sag, siger Ewa F. Møller.
Hun ser ikke retssagen som en hævn mod staten, men forklarer, at det handler om en søgen efter retfærdighed.
Hvorfor loven ikke bør genindføres, er Ewa F. Møller ikke i tvivl om.
- Det er en lov, der er så afgørende for så mange mennesker i Danmark. Den har ødelagt så meget for så mange mennesker.