Evra efter CL-kvartfinale: Det var grimt men effektivt
0-0 var nok for Juventus, der på bedste italienske vis forsvarede sig til en semifinaleplads.
Juventus' Patrice Evra var med til at holde nullet for Juventus mod Monaco.
Juventus' Patrice Evra var med til at holde nullet for Juventus mod Monaco. Foto: Michel Euler/AP


For første gang i 12 år er Juventus med, når der spilles semifinaler i Champions League. Det står klart, efter at de italienske mestre onsdag aften spillede 0-0 på udebane mod Monaco.

Opskriften på det italienske avancement er ganske enkel, mener klubbens franske forsvarsspiller, Patrice Evra.

- Vi gik videre i bedste italienske stil. Det var grimt, men solidt og effektivt, siger han.

Med en 1-0-sejr i baghånden fra den første kamp i Torino var den kedelige nulløsning nok for Juventus.

- Det var en vigtig kamp i aften. Nogle spillere var under et enormt pres, fordi vi var favoritter, og det var 12 år siden, vi sidst var i en semifinale, siger Evra, der selv spillede for Monaco fra 2002 til 2006.

Monaco kunne med et enkelt mål have sendt kampen i forlænget spilletid, og holdet, der ligger nummer tre i den franske liga, indtog da også hovedsageligt en angrebsposition, mens Juventus på klassisk italiensk vis forsvarede sig fra egne rækker.

Det gav dog også muligheder for Juventus-omstillinger, men her var italienerne ikke skarpe nok, da de afgørende afleveringer skulle slås.

Juventus er det første italienske hold, der når Champions League-semifinalen siden 2010, og der venter hård modstand, uanset hvilket hold klubben trækker.

Modstanderen hedder enten Bayern München, Real Madrid eller Barcelona.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.