Everton-manager er vred over Chelseas offsideudligning
Roberto Martínez havde svært ved at skjule sin ærgrelse over, at hans hold mistede to point mod Chelsea.
Everton-manager Roberto Martínez ærgrer sig efter 3-3 ude mod Chelsea. (arkivfoto)
Everton-manager Roberto Martínez ærgrer sig efter 3-3 ude mod Chelsea. (arkivfoto) Foto: /free


Et mål indkasseret i kampens 98. minut, der kostede to point. Og så stod målscoreren endda i tydelig offsideposition ved målet.

Jo, Everton-manager Roberto Martínez havde svært ved at skjule sine frustrationer, da hans hold lørdag havde spillet 3-3 ude mod Chelsea i Premier League.

Hjemmeholdets anfører, John Terry, stod for en smuk udligning i de afsluttende sekunder, da han scorede med hælen. Forsvareren var dog tydeligt offside, da Oscar headede bolden videre til ham.

- Jeg er ikke frustreret. Jeg er meget vred, siger Roberto Martínez til Sky Sports.

- Vi tabte denne fodboldkamp på grund af en horribel kendelse mod slutningen, siger manageren, der tilsyneladende ikke ænsede, at hans hold rent faktisk fik et point med hjem.

- Der var tydeligt offside, og vi var ude over de syv minutter, siger Roberto Martínez med henvisning til, at dommeren havde lagt syv minutter til efter udløbet af de 90 minutter.

Evertons Ramiro Funes Mori havde bragt Everton foran 3-2, netop da uret rundede 90 minutter, men til sidst lykkedes det altså Chelseas kriseramte mestre at få udlignet.

London-klubbens manager, Guus Hiddink, slap dermed for det første nederlag, efter at han tog over efter fyrede José Mourinho.

Hollandske Hiddink erkender dog, at John Terrys scoring burde være blevet annulleret.

- Jeg kan se nu, at han (Roberto Martínez, red.) har ret. Man bliver nødt til at være fair. Hvorfor skulle jeg benægte det, jeg har set det, siger Chelsea-manageren.

Chelsea-angriberen Diego Costa blev efter kampen kørt på hospitalet.

Den spanske angriber blev skadet i skinnebenet, så han måtte lade sig udskifte ti minutter før tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.