Everton-keeper forsvarer vraget kollega
Tim Howard giver ikke meget for Liverpool-manager Brendan Rodgers' beslutning om at droppe Simon Mignolet.
Tim Howard fra Everton er ude og forsvare Liverpool-kollega.
Tim Howard fra Everton er ude og forsvare Liverpool-kollega. Foto: Hassan Ammar/AP


Everton-målmanden Tim Howard er ude i en bemærkelsesværdig forsvarstale for sin belgiske målmandskollega Simon Mignolet, som er blevet droppet til startopstillingen i Liverpool - Evertons ærkerival.

Amerikanske Howard er ikke sikker på, at Mignolet har en fremtid i Liverpool efter at være blevet vraget af manager Brendan Rodgers.

- Det er hårdt. Jeg føler med Simon. Jeg ved, at han er Rød. Det er svært at være målmand.

- Målet er at tage målmanden ud af rampelyset, men det her gør bare, at der kommer mere fokus på ham. Jeg er ikke enig i det her, siger Howard til Daily Express om situationen.

Mignolet har over en længere periode leveret nogle svingende præstationer og er i de seneste kampe blevet droppet til fordel for Brad Jones.

- Du bliver nødt til at holde på en målmand og værdsætte, at der vil være op- og nedture, specielt i Premier League. Det går så hurtigt, det er så hårdt. Det er en svær liga for målmænd. Nemt er det ikke, siger Howard og tilføjer:

- Positionen som målmand handler om tillid. Det handler ikke kun om, at keeperen skal have tro på tingene, men når du tager en målmand ud af holdet og tager ham tilbage, har holdet så tillid til ham? Har fansene tillid til ham?

- Det er en svær vej tilbage, når du tages ud af holdet, og nogle gange er der ikke en vej tilbage. Sådan er det desværre for målmænd. Du kan ikke komme ind, spille 20 eller 30 minutter og vinde nogle tacklinger. Det er alt eller intet for målmænd, siger Howard.

Amerikaneren ved, hvad han taler om. Han blev vraget i Manchester United og blev i 2006 lejet ud til Everton, hvor han endte med at slå til.

I United tabte han dengang den interne kamp mod den tidligere OB-målmand Roy Carroll.

- Når du vender tilbage på holdet, er du ligeglad med holdets resultat. Du vil bare ikke lave personlige fejl. Du sparker bolden ud på lægterne, og du sørger for, at du gøre alt det sikre. Du tænker ikke på at hjælpe holdet, siger Howard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.