Evakuerede efter rambuktyveri kan sove hjemme i nat
De beboere, der måtte forlade deres lejligheder på grund af fare for sammenstyrtning, er snart hjemme igen.
Otte lejligheder blev evakueret efter et rambuktyveri i Ringe. Tirsdag aften kan beboerne i syv af dem vende hjem.
Otte lejligheder blev evakueret efter et rambuktyveri i Ringe. Tirsdag aften kan beboerne i syv af dem vende hjem. Foto: OLE FREDERIKSEN/POLFOTO


Beboerne i syv af de otte lejligheder i Algade 15 i Ringe, der natten til tirsdag blev evakueret efter et rambuktyveri, kan forvente at vende tilbage til deres lejligheder allerede tirsdag aften.

Det oplyser driftsinspektør hos Deas Ejendomsadministration, der administrerer bygningen, Per Vestergaard, til fyens.dk.

Kun i lejligheden lige over banken er det endnu uvist, om beboerne kan flytte tilbage i aften.

Rambuktyveriet gik ud over Danske Bank, hvor gerningsmændene kort før klokken 02.30 kørte en gummiged gennem facaden. Derefter kørte de af sted med bankens hæveautomat.

Samtidig havde de spredt partisansøm i de nærliggende gader for at forhindre, at politiet fulgte efter dem.

Det voldsomme tyveri gik hårdt ud over bygningen, som myndighederne frygtede ville styrte sammen.

Derfor valgte man at evakuere otte lejligheder med i alt 11 personer. Seks kom på hotel, mens resten fandt en seng at sove i hos familier eller venner.

Undersøgelser af bygningen har tirsdag vist, at det ikke stod så galt til med den. Den er blevet understøttet, og tirsdag aften kan beboerne altså vende tilbage.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.