Eva Kjer styrer mod konfrontation om mistillid
Kjer nægter at gå af nu. Hun vil dog gå, hvis der for første gang i Folketingets historie stemmes om mistillid
Foto: SCANPIX arkiv


Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er på vej til at skrive historie i Folketinget.

For første gang nogensinde tyder meget på, at Folketinget bliver nødt til at stemme et mistillidsvotum igennem i folketingssalen, før en minister går af.

Situationen er helt usædvanlig, fordi Eva Kjer Hansen ikke kan være i tvivl om, at et flertal ikke længere har tillid til hende.

Rød blok har fremsat et mistillidsvotum til ministeren, og De Konservative har meddelt, at man stemmer for og har også formelt tilsluttet sig proceduren. Samtidig har medlemmer af de pågældende partier på talerstolen i Folketinget udtrykt deres mistillid.

I den situation er det kutyme, at ministeren selv meddeler, at han eller hun træder tilbage af respekt for flertallets ønske.

Det var tilfældet, sidste gang et flertal udtrykte mistillid til en minister - daværende justitsminister Morten Bødskov (S).

Men Eva Kjer Hansen vil med opbakning fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tilsyneladende gå linen ud. Hun fastslår dog, at hun vil følge Folketingets beslutning, hvis et flertal stemmer for et mistillidsvotum.

Det siger hun under tredjebehandlingen af landbrugspakken i Folketinget.

- Jeg vil altid respektere de beslutninger, der bliver truffet i Folketinget, siger Eva Kjer Hansen.

Hun blev mødt med flere undrende spørgsmål fra Socialdemokraterne, Enhedslisten og De Radikale om, hvorfor hun insisterer på at blive siddende, når et flertal har sagt, at det ikke længere har tillid til ministeren.

- Nu er jeg ikke bekendt med, at der er truffet en sådan beslutning i Folketinget, siger Eva Kjer Hansen med henvisning til, at det først er i næste uge, der formelt skal stemmes om mistilliden.

Dermed står folkestyret i den helt usædvanlige situation, at en minister, som ikke har opbakning i Folketinget, i den næste uge vil fortsætte som minister.

Meldingen fra Eva Kjer Hansen førte til voldsomme protester fra oppositionen, som både henviser til grundloven og det historiske i situationen:

- Folketinget har afgjort, at der er blevet misinformeret. Alligevel tillader ministeren sig at stille sig op på landets fineste talerstol, lyder det fra Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Enhedslistens Pelle Dragsted siger:

- Vi står i en situation, hvor et flertal i Folketinget, ovenikøbet på talerstolen i folketingssalen har udtrykt mistillid til ministeren. Og for første gang i den parlamentariske historie i Danmark vælger ministeren at ignorere et flertal af partier, som er valgt herind af danskerne.

- Kan ministeren i det mindste erkende, at ministeren er den første, der vælger at overhøre et folketingsflertal, efter at der er blevet udtalt mistillid, spørger Pelle Dragsted.

Til det svarer Eva Kjer Hansen, at hun vil varetage opgaven som minister, indtil et flertal måtte stemme for et mistillidsvotum. Om det er helt udelukket, at Kjer kunne finde på at trække sig før en afstemning, står imidlertid ikke helt klart.

- Jeg konstaterer, at et flertal har ønsket at tredjebehandle L68, lyder for eksempel ministerens svar på et spørgsmål fra socialdemokraten Jens Joel, om hvorvidt ministeren afviser at træde tilbage før Folketinget har stemt om det.

- Jeg har ikke yderligere kommentarer til det spørgsmål.

- Der er mange dage til onsdag, siger Eva Kjer Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.