EU's topdiplomat klarer skærene til eksamen
Europaparlamentets udenrigsudvalg siger god for at give ung italiener ansvar for EU's udenrigspolitik.
Italiens udenrigsminister, Federica Mogherini, fik grønt lys fra Europaparlamentets udenrigsudvalg.
Italiens udenrigsminister, Federica Mogherini, fik grønt lys fra Europaparlamentets udenrigsudvalg. Foto: Virginia Mayo/AP/AP


Italiens udenrigsminister, Federica Mogherini, får grønt lys fra EU-Parlamentets udenrigsudvalg til at blive medlem af den nye EU-Kommission med ansvar for udenrigsområdet.

Det siger en talsmand for den borgerlige gruppe, EPP, til det italienske nyhedsbureau, Ansa.

Opbakningen til Mogherini er enstemmig, efter at de politiske gruppers koordinatorer i udenrigsudvalget tidligere tirsdag har holdt møde for at vurdere hendes præstation under en tre timer lang høring mandag aften.

Der har tidligere været betydelig skepsis blandt især østeuropæiske EU-lande over for Mogherini, der i begyndelsen af året stod bag en række udtalelser og rejser, der fik hende til at fremstå meget imødekommende over for Rusland i Ukraine-krisen.

Flere europaparlamentarikere spurgte til forholdet til Rusland under mandagens høring, hvor Mogherini svarede godt for sig.

- Det var i marts. Tingene har ændret sig siden - og ikke til det bedre. Rusland har haft flere chancer for at komme tilbage til den politiske løsnings vej, sagde Mogherini og luftede håb om, at den aktuelle fredsplan fra Minsk "er den rigtige tilgang".

En anden parlamentariker ville vide, hvordan Mogherini selv reagerer, hvis hun bliver konfronteret med en russisk bjørn.

- Jeg har ikke mange erfaringer med bjørne. Men vi har brug for en blanding af beslutsomhed og diplomati. Og balancen vil afhænge af, hvordan bjørnen reagerer, svarede Mogherini.

EU's udenrigschef er sammen med den kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, det eneste medlem af den kommende kommission, der også er særgodkendt af medlemslandene.

For Mogherinis vedkommende skete det på et EU-topmøde 30. august, hvor Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, som den eneste lod forstå, at hun ikke bakkede op om italieneren.

Den 41-årige Federica Mogherini afløser den britiske baronesse Catherine Ashton på posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.