Forhandlingerne om den britiske exit fra EU kommer kun til at vare omkring halvandet år.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, ventes at aktivere EU-traktatens artikel 50 og dermed starte den to år lange exit-proces i slutningen af marts næste år.
Det betyder, at forhandlingerne om den britiske udmeldelse skal være afsluttet i oktober 2018, så betingelserne for udmeldelsen og det nye forhold mellem EU og Storbritannien kan nå at blive formelt vedtaget i tide.
Det siger EU-Kommissionens brexit-forhandler, Michel Barnier, der tirsdag i Bruxelles holder sin første pressekonference, efter at han for to måneder fik ansvaret for at lede forhandlingerne om briternes exit fra EU.
- Det er kort tid, siger Michel Barnier.
- Arbejdet vil blive juridisk kompliceret, politisk følsomt og vil have vigtige konsekvenser for vores økonomier og vores befolkninger på begge sider af kanalen, siger han.
Michel Barnier siger, at det nu gælder om at få organiseret den britiske exit på en ordentlig måde.
Og jo før jo bedre, lyder det fra EU's chefforhandler.
- Vi har alle en fælles interesse i ikke at forlænge usikkerheden, siger han.
Michel Barnier understreger samtidig, at der ikke bliver tale om forhandlinger, før Storbritannien formelt har indledt exit-processen.
- Det er op til briterne at sige, hvilket forhold de ønsker. Og det er op til de 27 medlemslande at definere den fremtid, som vi ønsker at opbygge med briterne, siger Michel Barnier.
Han understreger samtidig, at briterne ikke bare kan plukke alle godbidderne i EU.
Hvis man vil være med i EU's indre marked, så må man respektere de fire friheder, fastslår Barnier.
De fire friheder er fri bevægelighed for varer, mennesker, tjenesteydelser og kapital.
Michel Barnier har opbygget et hold på 30 medarbejdere i Bruxelles og er klar til at forhandle, få uger efter at Theresa May formelt har startet exit-processen.
- Vi er klar. Bevar roen og forhandl, lyder Barniers opfordring til Storbritannien.
/ritzau/