Eurovision-finale bliver et trekantdrama
Tre lande er udråbt til favoritter i kampen om at vinde Det Internationale Melodigrandprix i aften.
Australske Dami Im er blandt bookmakernes favoritter.
Australske Dami Im er blandt bookmakernes favoritter. Foto: Martin Meissner/AP


Når værterne Petra Mede og Måns Zelmerlöv ved Eurovision-finalen lørdag aften kan sige "Good evening Europe" i Globen i Stockholm, er der ingen dansk spænding, for det lykkedes ikke de tre medlemmer i gruppen Lighthouse X at kvalificere sig fra semifinalen i torsdags.

Men finalen kan sagtens vise sig at blive en gyser alligevel.

Det fortæller Johann Sørensen, der er formand for den officielle danske melodigrandprix-fanklub.

- Jeg tror, det bliver et trekantdrama mellem Rusland, Frankrig og Australien, siger han om sin teori, som både eksperter og bookmakere bakker op om.

Rusland stiller i år op med sangen "You Are The Only One", som sangeren Sergey Lazarev fremfører i et sceneshow, der allerede har fået meget omtale, fordi det bliver beskyldt for at fylde for meget.

Men det er ikke Ruslands eneste udfordring i kampen om trofæet. Ruslands politiske slagsmål med blandt andet Ukraine er ikke gået grandprixfansenes næser forbi, og det kan få konsekvenser.

Sidste år måtte Rusland nøjes med en andenplads. Mange tilskrev det landets mangel på goodwill.

- Hvis der går lige så meget politik i den som de foregående år, så kan det godt være til Ruslands ulempe og igen gøre, at de ikke vinder, vurderer Johann Sørensen.

Bliver det ikke Rusland, kan det langt om længe være Frankrigs tur til at vinde.

- Det er første gang i mange år, at Frankrig spiller med om sejren. De har ikke vundet siden 1977, så det vil virkelig være en kærkommen sejr, siger Johann Sørensen om nummeret "J'ai Cherché", der bliver sunget af Amir.

Men også Australien, der deltager i konkurrencen for kun anden gang, har vinderpotentiale. Dami Im og sangen "The Sound of Silence" er gået rent ind hos mange Eurovision-fans.

- Hvis det skal være en ballade, der vinder i år, så bliver det den. Hun kan sagtens gå hen og skrive historie og skaffe Australien den første sejr allerede anden gang, de er med, siger fanklubformanden.

Sker det, skal landet vælge en europæisk partner, der vil lægge værtsby til. Og her kan Danmark komme i spil.

- Det kunne jo være os, nu hvor vi ikke selv bejler til sejren. Så kunne vi på den måde skaffe et værtskab til næste år, siger Johann Sørensen med et smil.

Finalen i Eurovision sendes direkte på DR1 klokken 21.00.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.