Europol: Terrortruslen udvikler sig hurtigt i Europa
Jo mere de træner, jo mere livsfarlige bliver de, siger Europol-chef om truslen fra hjemvendte fremmedkrigere.
Fransk politi og antiterrorsoldater sikrer de biler, der kører den terrormistænkte Salah Abdeslam, den eneste overlevende fra angrebene i Paris sidste år, til og fra retten i Paris i fredags.
Fransk politi og antiterrorsoldater sikrer de biler, der kører den terrormistænkte Salah Abdeslam, den eneste overlevende fra angrebene i Paris sidste år, til og fra retten i Paris i fredags. Foto: Laurent Cipriani/AP


Truslen fra terrorister, der støtter Islamisk Stat, udvikler sig stadig hurtigt.

Den kommer fra en kombination af fremmedkrigere, der vender hjem fra krigszoner i Syrien, Irak og Libyen, og folk i Europa, der er nemme at påvirke og radikalisere gennem en sofistikeret brug af sociale medier.

Det siger chefen for Europols nye antiterrorcenter, Manuel Navarrete Paniagu, mandag under en høring i Europaparlamentets borgerrettighedsudvalg i Bruxelles.

- Jo mere de træner, jo mere livsfarlige bliver de, siger antiterrorchefen, der under høringen tager forskud på den årsrapport, som han vil offentliggøre om få uger.

- Vi har set, hvordan terrorister, der kommer tilbage fra Syrien og Irak, får forbindelse til terrorister her i EU. Nogle af dem har træningserfaring fra Syrien og Irak, og den kombination gør dem mere livsfarlige end nogensinde før, siger han.

Ifølge Europol-chefen anvendes rundt omkring i verden mindst 50.000 Twitter-konti af folk, der støtter Islamisk Stat, og de producerer 100.000 tweets hver eneste dag.

- De seneste angreb viser, at terroristerne er blevet meget bedre til at koordinere end før, siger han.

De kombinerer brugen af sprængstoffer og våben. De kombinerer hjemvendte fremmedkrigere med sympatisører i EU, ofte folk med en kriminel baggrund. Og de gøder jorden for flere terrorister gennem målrettet brug af de sociale medier på mange sprog.

Europol-chefen siger samtidig, at terrorister, der handler alene, ofte er dårligt trænede. Men til gengæld er de så uforudsigelige, at det er særdeles svært at forbygge deres handlinger.

- Sammen med dem, der handler alene, udgør fremmedkrigerne en voldsom trussel for sikkerheden i EU, siger Manuel Navarrete Paniagu.

Han siger samtidig, at terroristerne foretrækker at gå efter "bløde mål", fordi de er nemmere at ramme end militær og politi.

I 2014 blev der ifølge Europol dræbt fire mennesker i terrorangreb i Europa. I 2015 blev der dræbt 151, heraf 130 alene i angrebene i Paris i november sidste år.

Desuden blev 60 europæiske statsborgere sidste år dræbt i terrorangreb uden for Europa, først og fremmest i Tunesien, siger Manuel Navarrete Paniagu.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.