Europol samler de kriminelle tråde i Haag
Europol samler data og koordinerer medlemslandes indsats. I Østjylland førte det til optrevling af narkoring.
Europol beskæftiger omkring 900 mand, der samler data, bistår ved operationer og koordinerer medlemslandens efterforskningsskridt.
Europol beskæftiger omkring 900 mand, der samler data, bistår ved operationer og koordinerer medlemslandens efterforskningsskridt. Foto: Peter Dejong/AP


De råber ikke "freeze". De omringer ikke afsidesliggende huse med hævede pistoler. Og de sparker ikke døre ind til skumle baglokaler med bjerge af narkotika eller gustne pædofilibagmænd med bukserne nede om haserne.

Men hvad er det så politifolkene i Europol laver, som er så vigtigt for bekæmpelsen af den grænseoverskridende kriminalitet, at vi nu skal til stemmeurnerne for at tage stilling til Danmarks retsforbehold i EU-samarbejdet?

Troels Ørting Jørgensen er sikkerhedschef i den britiske storbank Barclays, men var indtil for et år siden en ledende figur i Europol i Haag.

Han forklarer, at Europol bedst kan sammenlignes med Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), der bistår efterforskerne i de 12 danske politikredse, når de arbejder med komplekse sager, der involverer flere kredse.

- Europol består af cirka 600 analytikere og eksperter samt forbindelsesofficerer fra medlems- og partnerlandene. Deres funktion er i det store hele videndeling på samme måde som NEC's, men bare med lande i stedet for politikredsene, siger Troels Ørting.

- Vil det sige, at Europol slet ikke rykker ud på gerningssteder?

- Både og. Europol efterforsker ikke selv, men eksperterne er nogle gange med ude, når eksempelvis rockergrupper eller cyberkriminelle får sparket døren ind.

- Så ved de præcis, hvad der kan være interessant at se efter på stedet og kan så pege det ud for de lokale politistyrker, siger Ørting.

Østjyllands Politi er et af de steder, hvor Europol har gjort en forskel - helt konkret i en stor sag, hvor internationale forbrydere fra et sommerhus på Djursland distribuerede store mængder kokain.

Sagen startede i efteråret 2013, fortæller politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen:

- I forbindelse med en anden sag får vi et tip fra tysk politi, om at en kvinde fra Ecuador var på vej til Tirstrup Lufthavn ved Aarhus med en større mængde kokain. Tyskerne leverer også nogle telefonnumre, der er interessante for sagen.

Nogle af telefonnumrene er engelske, og Østjyllands Politi tager på den baggrund til Haag for at holde et møde med de danske og engelske forbindelsesofficerer i Europol.

- Vi har jo brug for at få skabt en kontakt til den rigtige afdeling i det engelske politi, og den kontakt faciliterer Europol, så vi efterfølgende kan arbejde tæt sammen med de engelske efterforskere, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Med Europols mellemkomst lykkedes det Østjyllands Politi at arbejde sig ind i et netværk af britisk-ghanesiske bagmænd, der brugte Østjylland som base for distribution af kokain til både England, Sverige og København.

Fire mænd blev i sagen idømt mellem fire og otte års fængsel i Danmark, en femte mand blev anholdt i Sverige, og en kurer blev snuppet i en lufthavn ved London, efter at have slugt 68 kugler med i alt et kilo kokain.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.